Skade holder forsat Cecilie Fløe væk fra Wolfsburg-debut

Foto: VfL Wolfsburg

Wolfsburg oplyser, at Cecilie Fløe fortsat sidder ude med en knæskade, som hun pådrog sig på holdets træningslejr i slutningen af juli.

Det skabte store overskrifter, da Cecilie Fløe tidligere på sommeren slog rekorden som den dyreste danske kvindelige fodboldspiller nogensinde, da hun blev solgt fra Napoli til Wolfsburg.

Derfor er forventingerne også store til den danske angriber, der dog endnu ikke har fået officiel debut for den tyske storklub.

Landsholdsangriberen pådrog sig nemlig en knæskade i slutningen af juli på klubbens træningslejr. Dengang udtalte klubbens cheftræner Stefan Lerch, at man håbede, at det ikke ville blive et langt fravær.

Knap en måned senere har Fløe dog fortsat ikke fået debut, og hun er forsat meldt ukampdygtig til weekendens kamp mod Leverkusen, der til gengæld har Cornelia Kramer med i truppen.