Tidligere Brøndby IF-talent skød Vestegnen i sænk historisk derby

foto. 3point.dk

Det allerførste kvindederby mellem Brøndby IF og FC København blev lørdag spillet foran 5.401 tilskuere på Brøndby Stadion. Efter en intens kamp med mange nærkampe kunne FC København tage alle tre point med en 3-1-sejr, hvor Anisa Saini blev dobbelt målscorer.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

Brøndby Stadion dannede lørdag eftermiddag rammen om et historisk opgør, da Brøndby IF og FC København for første gang stod over for hinanden i et kvindederby.

5.401 tilskuere var på plads til kampen, der fra begyndelsen var præget af høj intensitet og mange nærkampe. FC København kom til opgøret uden en sejr i A-Ligaen, men gæsterne viste fra start stor organisation og formåede gennem store dele af kampen at begrænse Brøndbys offensiv.

Foto: 3. point.dk

Allerede efter et minuts spil kom kampens første mulighed til FC København. En afslutning blev rettet af til hjørnespark, som dog ikke førte til noget.

Efterhånden arbejdede Brøndby sig bedre ind i opgøret, og i det 22. minut kom kampens første scoring. Tilde Lindwall opsnappede bolden i FC Københavns straffesparksfelt, vendte hurtigt rundt og sendte afslutningen mellem benene på FCK-keeper Ann-Kathrin Dilfer.

Dermed kunne Lindwall skrive sig ind i historiebøgerne som den første målscorer i et kvindederby mellem Brøndby og FC København.

Gæsterne lod sig dog ikke slå ud af scoringen og begyndte igen at lægge pres på hjemmeholdet. I det 34. minut kom FCK frem til et par gode muligheder, og to minutter senere gav presset resultat.

Efter et hjørnespark kom Lucy Roberts først til bolden og headede udligningen til 1-1 i nettet.

FC København var tæt på endnu en scoring i det 39. minut, da et frispark fra kanten af feltet med hjælp fra Brøndby-keeper Jalen Tompkins endte på overliggeren. Kort før pausen var det Brøndbys tur til at ramme træværket, da et langskud ramte underkanten af overliggeren og sprang tilbage i spil.

Dermed gik de to hold til pause ved stillingen 1-1.

Saini sendte FCK i front

FC København fortsatte efter pausen med at true på dødbolde, og i det 56. minut kom gæsterne foran. Endnu et hjørnespark skabte problemer for Brøndby-defensiven, og bolden endte ved bagerste område, hvor Anisa Saini sparkede den i mål til 2-1.

Brøndbys muligheder for at komme tilbage i opgøret blev vanskeligere i det 71. minut. Efter et sammenstød mellem to spillere så en Brøndby-spiller ikke ud til at kunne fortsætte, og da hjemmeholdet allerede havde benyttet sine udskiftninger, måtte Brøndby afslutte kampen i undertal.

Syv minutter senere slog FC København til igen.

Saini blev sendt i dybden og viste stor kølighed, da hun med et lob over Tompkins sendte bolden i nettet. Dermed kunne hun med sin anden scoring i kampen bringe gæsterne foran 3-1.

Kort efter var FC København tæt på at udbygge føringen yderligere. En Brøndby-spiller gled, hvilket gav gæsterne mulighed for at komme alene mod målet, men afslutningen gik forbi.

Historisk sejr til FC København

Trods undertallet forsøgte Brøndby at lægge pres på gæsterne i kampens afsluttende minutter. Hjemmeholdet kom også tæt på en reducering, men FC København holdt stand.

Dermed sluttede det første kvindederby mellem Brøndby IF og FC København med en 3-1-sejr til gæsterne.

FC København kunne således ikke blot notere sig for sejren i det historiske første derby, men også for holdets første sejr i denne sæsons A-Liga.