AaB får medhold i protest – B-Liga-kamp skal spilles om

Foto: AaB Women

Opgøret mellem Næstved HG og AaB i B-Ligaen skal afvikles på ny. Fodboldens Disciplinærinstans har givet nordjyderne medhold i en protest, der omhandler Næstved HG’s brug af udskiftninger i kampen.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Der venter et nyt møde mellem Næstved HG og AaB i B-Ligaen. Fodboldens Disciplinærinstans har besluttet, at de to holds indbyrdes opgør fra august skal spilles om.

Næstved HG vandt oprindeligt kampen med 1-0, men efter opgøret valgte AaB at indgive en protest. Den omhandlede antallet af spilafbrydelser, som Næstved HG benyttede i forbindelse med sine udskiftninger.

Ifølge reglerne kan et hold foretage op til fem udskiftninger, men de skal gennemføres ved maksimalt tre spilafbrydelser. Udskiftninger i pausen tæller ikke med i den opgørelse.

Næstved HG foretog fire udskiftninger ved fire forskellige afbrydelser i løbet af kampen. Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet, at det var i strid med de gældende propositioner.

I afgørelsen fremgår det samtidig, at disciplinærinstansen ikke kan afvise, at den ekstra mulighed for at foretage en udskiftning kan have givet Næstved HG en fordel i selve kampen.

På den baggrund har AaB fået medhold i protesten, og konsekvensen bliver, at B-Liga-opgøret skal spilles igen.

Dermed får AaB en ny mulighed for at hente sæsonens første point. Nordjyderne står efter tre spillede kampe fortsat uden point og befinder sig nederst i B-Ligaen, mens Næstved HG aktuelt indtager fjerdepladsen.

Afgørelsen er dog endnu ikke nødvendigvis endelig. Næstved HG har mulighed for at appellere kendelsen inden for to uger.