FC København henter sydafrikansk keeper

Foto: Freja Borne - FCK Media

På transfervinduets sidste dag har FC København præsenteret den sydafrikanske keeper Jessica Williams.

FC København har onsdag offentliggjort tilgangen af den sydafrikanske keeper Jessica Williams, der senest har repræsenteret University Of Cape Town, der spiller i landets bedste række.

26-årige Williams har tidligere været inde over Sydafrikas A-landshold, som hun repræsentere ved COSAFA 2024, der er en slutrunde for de sydafrikanske nationer.

Her gjorde hun flot opmærksom på sig selv for holdet, der nåede til finalen, mens hun udover at score et opsigtsvækkende mål på et frispark fra midterlinjen også blev kåret til turneringens keeper.

I FC København bliver hun genforenet med Head of Women’s Football i FC København, Romaney Pinnock, som hun kender fra deres fælles tid i Bristol City, mens Williams også har ageret træner på Bagders Akademiet, som Pinnock er grundlægger af.

FC København oplyser på sin hjemmeside, at Williams får trøjenummer 31, og at hun vil blive officielt præsenteret sammen med nyankomne Sarah Jankovska i weekendens kamp mod ASA Aarhus, som man møder på hjemmebane lørdag klokken 13.00.

FC København har tidligere på sommeren sagt farvel til Anna Kaas, og Williams forventes nu at skulle tage kampen op med Ann-Kathrin Dilfer, der i sæsonstarten har været førstevalget i buret hos løvinderne.