De danske mestre er klar til ligafasen i Champions League, efter at klubben onsdag aften spillede sig videre med 2-1 samlet over PSV.
HB Køge skal henover resten af efteråret op imod nogle af Europas største klubber.
Det er realiteterne, efter at de danske mestre onsdag har spillet sig ind i Champions Leagues hovedturnering for anden gang i klubbens historie ved at besejre den hollandske storklub PSV med samlet 2-1.
HB Køge havde et flot udgangspunkt med fra det første opgør i Eindhoven, hvor man vandt med 0-1 på mål af Kyra Carusa.
HB Køges cheftræner, Kristian Mørch, havde blot foretaget en enkelt ændring til opgøret, hvor amerikanske Emma Flick afløste Signe Markvardsen, der tirsdag blev solgt i en rekordhandel til Bristol City.
I den hollandske lejr havde holdets danske cheftræner, Kasper Kurland, fundet plads til Sarah Thrige, mens Josefine Funch efter at have siddet ude i første opgør var med på bænken.
Mens HB Køge ikke så meget til bolden i Eindhoven, blev der taget dansk initiativ fra første fløjt onsdag, og der var knap spillet fem minutter før Kyra Carusa fik en gylden mulighed for at bringe værterne foran, men den irske landsholdsspiller missede muligheden.
Som halvlegen skred frem, kom PSV bedre med, og ligheden fra første opgør i Eindhoven blev større. De hollandske gæster så mest til bolden, mens det var svanerne, der fik de største chancer. Både Nadia Nadim og Carusa misbrugte gyldne mulighed, men målene lod vente på sig til størst ærgrelse for de danske værter.
Kort inde i anden halvleg kunne jublen dog bryde løs på Køge Idrætspark, da Cassandra Korhonen var på pletten efter et flot chippet oplæg af Mille Gejl.
Mindre end 10 minutter senere troede de fremmødte tilskuere også, at føringen var blevet fordbolet, da en Nadia Nadim-scoring opsigtsvækkende blev annulleret for offside, da en HB Køge-spiller blev vurderet til at have indflydelse ved at blokere PSV-keeperens udsyn på Nadims afslutning.
I stedet for 2-0 endte det kort efter med at blive 1-1. Efter en stærk første time leverede Alberte Vingum et stort drop, der gjorde Liz Rijsbergen til målscorer efter 63 minutter med en flad afslutning.
Kort efter blev Josefine Funch sat på banen i PSV’s jagt på endnu et mål, der kunne bringe kampen ud i forlænget spilletid. Trods det hollandske overtag, stod HB Køge solidt i defensiven og skabte også flere gode chancer via omstillinger.
I slutfasen forsøgte PSV at pumpe indlæg efter indlæg ind i HB Køge-feltet, men det kastede ikke de store chancer af sig – én stor chance skulle gæsterne få, og det var såmænd indskiftede Josefine Funch, der i tillægstiden fik en mulighed serveret, men den tidligere FC Nordsjælland-stjerne missede chancen.
Der blev ikke scoret yderligere, og dermed kunne HB Køge-spillerne fejre pladsen i Champions Leagues ligafase som ét af i alt 18 hold. Det er anden gang i klubbens historie, at man deltager i Champions Leagues hovedturnering, efter at man også var med i 21/22-sæsonen, hvor det dog ikke blev til point.
Der trækkes fredag lod til ligafasen, hvor HB Køge får svar på, hvilke seks modstandere, der venter i resten af efteråret og frem til midten af december. Kasper Kurlands PSV-hold fortsætter med nederlag i Europa Cup.











