HB Køge sender offensiv-profil til England i ny rekordhandel

Foto: HB Køge Women

HB Køge har torsdag solgt svenske Cassandra Korhonen til engelske Charlton. Handelen overgår klubbens transferrekord, som Signe Markvardsen satte tidligere på sommeren.

Mens det danske transfervindue er lukket, siger HB Køge alligevel farvel til en af klubbens offensive profiler.

Torsdag meddeler klubben nemlig, at man har solgt svenske Cassandra Korhonen i en ny rekordhandel. Den 28-årige offensivspiller skifter til Charlton i den bedste engelske række.

HB Køge oplyser på klubbens hjemmeside, at handelen overgår den hidtige salgsrekord, som blev sat tidligere på måneden, da Signe Markvardsen blev sendt til Bristol City.

Salget sker en uge efter, at Cassandra Korhonen scorede det afgørende mål i HB Køges sejr over PSV i Champions League-kvalifikationen. Det står dermed tydeligt, at man har sagt farvel til en markant profil, men salget vækker alligevel tilfredshed i Køge.

– Endnu engang har vi slået vores egen rekord for spillersalg. Vi modtog et tilbud, som var svært at sige nej til, og som samtidig giver Cassandra muligheden for at tage det næste skridt i sin karriere og forfølge drømmen om at spille i WSL.

– Vi er stolte af, at vi på blot ét år har været med til at udvikle Cassandra til en spiller, der nu får muligheden på den største scene. Det er samtidig et stærkt bevis på det udviklingsmiljø, vi har bygget op i HB Køge Women, siger Sporting Director Jonas Nielsen til klubbens hjemmeside.

Korhonen nåede i alt at optræde for HB Køge 40 gange med syv mål til følge.