HB Køge-træner finder tryghed i erfaren trio og vil bevise holdets styrke i Champions League

Foto: HB Køge Women

HB Køges cheftræner Kristian Mørch Rasmussen glæder sig over sin danske stjernetrios erfaring fra fodboldens største scener og en uvant rolle som underdog til tirsdagens møde med Arsenal i Champions League.

Der bliver ingen langsom indkøring for HB Køge, der tirsdag træder ind i ligafasen i Champions League, når man møder de tidligere vindere af turneringen fra Arsenal på udebane.

Derfor spås svanerne heller ikke mange chancer for at få point med fra opgøret, men cheftræner Kristian Mørch Rasmussen finder tryghed ved, at flere af holdets spillere har erfaring fra lignende opgaver.

-Vi har et godt hold med dygtige spillere, og det skal vi ud at vise. Dét, der gør mig tryg som træner, er, at jeg har spillere som Mille (Gejl, red.), Nadia (Nadim, red.) og Simone (Boye, red.), der har prøvet det her før, siger han på mandagens pressemøde, hvor han var i selskab med førstnævnte.

– Mille tør stå ved at være lidt usikker omkring det hele, og det gør det hele mere trygt for mig som træner, end at jeg skal fortælle hende og dem, at det bliver en stor opgave. Det ved de godt.

Til tirsdagens udekamp mod den engelske storklub har holdet arbejdet på, hvordan de mindre erfarne spillere skal håndtere den store opgave, der venter dem.

– Så vil der være nogen for hvem, det bliver et chok. Det skal de være dygtige til at registrerer tidligt, og så har vi talt omkring nogle konkrete handlinger man kan lave rent fodboldmæssigt for at komme ud af det. Og det vil være opgaven.

For Kristian Mørch er der også noget rart i at gå ind til en kamp, hvor HB Køge ikke automatisk anses som favoritter med de dertilhørende forventninger

– Både nu og mod PSV finder vi en tryghed i, at vi ikke er kæmpe favoritter, som vi er i A-Liga. Uanset om vi vinder 2,3, 4 eller 5-0, så er der altid nogle, der er skuffede og mener, at vi har spillet på en forkert måde.

HB Køge-træneren henviser til, at mange ikke ser holdet som et godt kollektiv, men en samling af individuelle profiler.

– Og det er også meget rart en gang imellem at komme ud af det og også vise, at vi ikke bare er dygtige fodboldspillere, men også et dygtigt fodboldhold. Og det kommer til at være højsædet i Champions League-kampagnen.

– At vise er vi er et godt hold, og ikke bare nogle gode spillere, som jeg godt ved, at der er nogen rundt omkring, som synes, at det bare er fordi, at spillere klarer det hele. Vi er dygtig hold med en god synergi, og det skal vi ud at vise.

For Kristian Mørch bliver målet i momenter at få tirsdagens kamp til at ligne kampe fra de hjemlige opgør i A-Liga.

– Målsætningen er at få kampen i momenter til at ligne vores andre kampe. Hvor vores præstation er dét, som dominerer kampbilledet. Og så må vi se, hvor mange momenter vi kan finde det i og hvor længe vi kan være med til at præge kampen. 

– Selvfølgelig er det også en kamp, hvor vi kan gøre noget. For nogen vil det være et mirakel, hvis vi kan gøre noget, men det vil vi forsøge at gå efter.

Opgøret mellem Arsenal og HB Køge fløjtes op tirsdag klokken 21.00 og kan ses på både DR2 og Disney+.