Kristian Mørch efter weekendens sejr: “God start på en spændende uge”

Foto: HB Køge Women

HB Køge leverede en effektiv indsats og besejrede FC Midtjylland med 4-0 på hjemmebane. Tirsdag venter Arsenal i ligafasen af Champions League.

HB Køge fik en stærk start på en vigtig uge, da de lørdag vandt med hele 4-0 på hjemmebane over FC Midtjylland.

Og er fortsat nummer et i tabellen i A-Ligaen.

Cheftræner Kristian Mørch var efter kampen godt tilfreds med både resultatet og holdets effektivitet. Han udtalte sig i et interview til klubben selv. 

– Jeg er godt tilfreds med effektiviteten i dag, så god start på den her spændende uge, lød det fra Mørch, som samtidig fremhævede et flot mål på en standardsituation.

HB Køge forsøgte sig med nogle taktiske ændringer i første halvleg, men justerede efter pausen tilbage til det vante udtryk.

 

– Vi prøvede lidt nyt taktisk især i første halvleg, og det gav os nogle muligheder og nogle ting, vi ikke var helt dygtige nok til endnu. Så justerede vi lidt tilbage i anden halvleg og fandt roen i det igen, forklarede træneren.

Med et tæt kampprogram valgte HB Køge samtidig at rotere i truppen. Blandt andre fik Kyra Caruso og Nadia Nadim ændret deres roller, mens Simone Boye kunne få et hvil.

– Heldigvis har vi en rigtig stærk bænk også, og de kommer også ind og gør en forskel i dag, sagde Mørch.

Sejren giver HB Køge en god optakt til den kommende udfordring, som cheftræneren allerede ser frem mod. Han understreger dog, at fokus fortsat skal være på én kamp ad gangen.

– Nu begynder vi at glæde os, men det vil også være sådan, at vi tager én ting ad gangen. Det bliver en kæmpe mundfuld, men det er også bare en fodboldkamp. De er jo ikke perfekte, så vi skal spille vores chance, afslutter Kristian Mørch.

HB Køge spiller deres første kamp i ligaspillet i Champions League, når de tirsdag aften møder Arsenal på Meadow Park i London. Det er første gang, at HB Køge har kvalificeret sig til den nye ligastruktur i Champions League.