Galten FS mente, at Silkeborg IF Q havde kontaktet fire U12-spillere med henblik på klubskifte uden den nødvendige forudgående orientering. Silkeborg IF Q peger omvendt på, at en del af kontakten var knyttet til klubbens talentcenter og spillerudvikling. Fodboldens Disciplinærinstans har nu vurderet, at der var tale om rekruttering i strid med reglerne.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Silkeborg IF Q er blevet idømt en bøde på 30.000 kroner af Fodboldens Disciplinærinstans efter en sag om rekruttering af fire ungdomsspillere fra Galten FS.
Sagen blev indbragt for disciplinærinstansen af Galten FS tilbage i juli og omhandler fire U12-spillere, der deltog i Silkeborg IF Q’s RKT-træning. De to klubber har under behandlingen haft forskellige udlægninger af dele af forløbet og særligt af, hvornår kontakten med spillerne gik fra at handle om talentudvikling til egentlig rekruttering.
Galten FS: Fire spillere blev forsøgt rekrutteret
Ifølge Galten FS begyndte forløbet allerede i september 2025, hvor Silkeborg IF Q orienterede om, hvilke spillere fra Galten FS der deltog i klubbens RKT-træning.
Galten FS opfattede oplysningerne sådan, at talentcentertræningen indgik i processen frem mod sammensætningen af Silkeborg IF Q’s kommende U13-hold fra sommeren 2026.
I oktober bad Galten FS om en nærmere forklaring på processen. Ifølge indberetningen oplyste Silkeborg IF Q, at der i marts ville blive afholdt spillersamtaler, hvorefter klubben ville have et tydeligere billede af, hvilke spillere man ønskede at gå videre med.
Sagen spidsede ifølge Galten FS til i foråret. Den 19. april blev der sendt en SMS om en spillersamtale med en af de fire spillere. Galten FS fremhæver, at det i korrespondancen blev oplyst, at samtalen ikke handlede om et eventuelt klubskifte.
En måned senere, den 19. maj, modtog Galten FS ifølge indberetningen besked om, at to af spillerne var blevet tilbudt klubskifte, mens yderligere to var blevet tilbudt et træningsforløb med henblik på et efterfølgende klubskifte.
Galten FS’ kritik gik blandt andet på, at klubbens klubskiftekontaktperson ikke forinden var blevet skriftligt orienteret om henvendelser til spillerne og deres forældre. Klubben betragtede derfor sagen som fire selvstændige tilfælde af rekruttering og ikke som en enkeltstående kommunikationsfejl.
Silkeborg IF Q: Samtaler handlede om spillerudvikling
Silkeborg IF Q har i sin redegørelse givet en anden beskrivelse af dele af processen.
Klubben har forklaret, at RKT-træningen er et tilbud til spillere fra lokalområdet, og at man tilstræber deltagelse fra samarbejdsklubber. De deltagende spillere opfordres ifølge Silkeborg IF Q til at orientere deres egne klubber, ligesom klubberne bliver informeret om de spillere, der deltager i træningen og screeningsprocessen.
Forløbet frem mod klubbens kommende U13-hold afsluttes ifølge Silkeborg IF Q med, at omkring 18 spillere bliver tilbudt en plads i klubben.
Silkeborg IF Q har samtidig forklaret, at det er fast praksis at gennemføre spillersamtaler omkring marts. Klubben beskriver disse samtaler som en del af spillerudviklingen, hvor der blandt andet tales om trivsel, udvikling og spillernes oplevelse af træningstilbuddet.
Det var ifølge Silkeborg IF Q også baggrunden for samtalen med en af de fire spillere, som klubben betegner som en samtale om spillerudvikling i talentcentermiljøet og ikke som en direkte samtale om klubskifte.
Silkeborg IF Q har dog erkendt, at kommunikationen med Galten FS ikke har været tilstrækkelig tydelig. Klubben vurderer selv, at sondringen mellem talentcenterforløbet og den efterfølgende rekrutteringsproces kunne være blevet kommunikeret klarere.
Ifølge Silkeborg IF Q har klubbens talentchef og UUT været i løbende dialog med Galten FS om processen. Den 2. juni blev der desuden afholdt et møde mellem repræsentanter fra de to klubber, hvor forløbet omkring spillerne blev drøftet.
Silkeborg IF Q har oplyst, at klubben oplevede, at dens intentioner var blevet misforstået af både Galten FS og nogle af de involverede forældre. Samtidig var der forskellige opfattelser af, hvad spillersamtalerne konkret havde omhandlet.
Klubben var efter mødet af den opfattelse, at sagen var afsluttet mellem parterne. Silkeborg IF Q har desuden fremhævet, at klubben ikke tidligere har været involveret i lignende disciplinærsager om spillerrekruttering.
Sagen er efterfølgende blevet behandlet internt i Silkeborg IF Q med henblik på at gøre kommunikationen over for samarbejdsklubber tydeligere fremover.
Disciplinærinstansen vurderer, at der var tale om rekruttering
Fodboldens Disciplinærinstans har efter behandlingen af Galten FS’ indberetning og Silkeborg IF Q’s redegørelse vurderet, at Silkeborg-klubben har overtrådt reglerne om klubskifter ved at iværksætte rekruttering af de fire spillere.
For to af spillerne vurderer disciplinærinstansen, at der var tale om direkte eller indirekte henvendelser til spillerne og/eller deres forældre med henblik på et fremtidigt klubskifte.
For de to øvrige spillere bestod rekrutteringen ifølge disciplinærinstansen i tilbud om træningsforløb med henblik på et senere klubskifte.
Dermed har disciplinærinstansen ikke lagt Silkeborg IF Q’s skelnen mellem talentcenterforløbet og den efterfølgende rekruttering til grund for hele forløbet. Instansen vurderer, at kontakten til alle fire spillere faldt inden for cirkulærets definition af rekruttering.
Overtrædelserne betyder, at Silkeborg IF Q straffes med en bøde på 30.000 kroner.












