U17-landsholdet hentede mandag en 2-1-sejr over Island i sidste testkamp forud for EM-kvalifikationen, der starter i november. Amalie Klausen og Nanna Munk stod for de danske scoringer.
Mandag blev den sidste af i alt tre testkampe spillet for U17-landsholdet, der i den seneste uge har været samlet i Portugal for at forberede sig EM-kvalifikationen, der begynder i november.
Efter nederlag til Portugal og en sejr over Wales ventede Island i Mealhada i det centrale Portugal. Til opgøret var der skiftet stort ud sammenlignet med 2-0-sejren over Wales, hvor blot tre spillere var gengangere.
Landstræner Signe Pries Andersen kunne se sit nye U17-landshold få en svær start på opgøret, da Ólöf Margrét Marvinsdóttir allerede efter fire minutters spil bragte Island i front.
Det blev der dog hurtigt lavet om på, da AGF-angriber Amalie Klausen efter 10 minutter scorede sit andet mål på U17-landsholdet og dermed udlignede.
Kort efter pausen blev det endnu bedre for danskerne, da FC Midtjyllands Nana Munk var på ny var på pletten, efter også at have scoret i 1-2-nederlaget til Portugal. Den hurtige offensivspiller er blandt de yngste i U17-landsholdstruppen og har fået en flot start i rødt og hvidt, efter at hun for første gang har været udtaget til en landsholdssamling.
Der blev ikke scoret yderligere i opgøret, og dermed blev til den anden danske sejr i samlingen, som er den sidste før november, hvor EM-kvalifikationen starter.
Her venter Ungarn, Belarus og England i første fase af EM-kvalifikationen. Her handler det om at sikre en plads i top-3, der giver adgang til næste fase i jagten på billetter til slutrunde i Finland i maj 2027.












