I sin faste klumme har Allan Drost denne gang sat fokus på FC København, der kæmper for at finde fodfæste efter oprykningen til A-Liga.
I en fast klumme hos Fodbold For Piger kommer fodboldtræner og nuværende talent- og akademichef i Viborg FF, Allan Drost, med analyser og perspektiver på den bedste danske række og de ting, der rør sig.
Denne gang er turen kommet til FC København, der kæmper for at finde sig til rette i A-Liga.
Historien om FCK’s forsømte efterår
Ni kampe, seks point og 31 mål imod. Halvvejs gennem grundspillet er det svært at komme uden om konklusionen: FC København har undervurderet, hvad det kræver at være konkurrencedygtig i A-Ligaen. Problemet er ikke bare placeringen som nummer ni. Problemet er, at FCK efter halvdelen af grundspillet stadig mangler at vise, at de kan være et A-Liga-hold.
Da FC København rykkede op, var fortællingen næsten skrevet på forhånd. Danmarks største klub-brand skulle indtage landets bedste kvinderække, og med navnet fulgte både opmærksomhed, muligheder og forventninger om, at FCK relativt hurtigt skulle etablere sig.
Ni kampe senere ser virkeligheden anderledes ud.
FCK er næstsidst med seks point og en målscore på 11-31. Kun AGF ligger under dem, og nok er der blot fire point op til sjettepladsen, men det er næsten det mindst interessante. For ser man på kampene frem for tabellen, bliver billedet betydeligt mere alvorligt.
FCK har ganske enkelt været næstbedst for ofte.
Tre af de seks point kom ganske vist i den historiske 3-1-sejr over Brøndby. Den skal ikke bortforklares. FCK vandt et intenst og helt særligt første københavnerderby og fortjener kredit for det. Men siden har kampen i stigende grad lignet undtagelsen, der bekræfter reglen.
De øvrige tre point kom mod ASA i en kamp, FCK var særdeles heldige med at vinde.
Man fristes til at stille det helt enkle spørgsmål:
I hvor mange af sæsonens ni kampe har FCK faktisk været det bedste hold?
Mit svar er, at det ikke har været tilfældet i én eneste – og dét er langt mere bekymrende end det nuværende antal af points.
Da undskyldningerne slap op
I begyndelsen kunne man tale om tilvænning. FCK var nyoprykker, tempoet var højere, modstanderne bedre og erfaringen mindre. Den forklaring havde en vis rimelighed.
Men den har en udløbsdato.
Allerede efter seks kampe stod FCK med seks point og 19 mål imod, og de bagvedliggende tal understøttede det, øjet fortalte: Modstanderne kom oftere frem til FCK’s mål, end FCK kom frem til deres, og de seks point var snarere et lidt bedre udbytte, end præstationerne berettigede til.
Siden har FCK spillet tre kampe, tabt dem alle og lukket yderligere 12 mål ind.
Det er ikke længere begyndervanskeligheder.
Det er et mønster.
FCK forsøgte ellers tidligt at bryde det. Kasper Klarskov blev fyret allerede efter nederlaget til Fortuna, og assistenten overtog. Men når man foretager så markant et indgreb efter tre spillerunder, må forventningen være, at noget ændrer sig – ikke nødvendigvis øjeblikkeligt i tabellen, men i holdets udtryk.
Den første kamp efter trænerskiftet endte 1-9 mod FC Nordsjælland.
Man kan tabe til FCN. Men man kan ikke lukke ni mål ind og bare kalde det en dårlig dag. Et sådant nederlag bør få en klub til at spørge, om problemet overhovedet sad dér, hvor man først valgte at gribe ind.
Det spørgsmål er kun blevet mere relevant siden.
Først AGF. Så Kolding.
Kampen mod AGF burde have været en mulighed for at vise, at FCK trods alt befandt sig et andet sted end rækkens bundhold.
AGF havde nul point og havde gennem de første seks runder været A-Ligaens klart mindst konkurrencedygtige hold.
Efter en time førte de 4-0 mod FCK.
Ikke på fire tilfældigheder, men efter den første kamp i sæsonen, hvor AGF reelt lignede det klart bedste hold på banen. At FCK fik reduceret to gange ændrede ikke på fortællingen.
Det gjorde den efterfølgende kamp mod Kolding heller ikke.
Tværtimod.
For hvor nederlaget i Aarhus viste, at FCK heller ikke kunne distancere sig fra bunden, viste 2-6 hjemme mod Kolding noget andet: hvor taktisk umodent projektet stadig er.
FCK gik ind til kampen på en måde, der nærmest inviterede Kolding til at bruge præcis deres styrker. Man ville være modig, offensiv og tro mod sit eget udtryk.
Det lyder sympatisk.
Men i A-Ligaen er der en hårfin grænse mellem mod og naivitet.
Hvis man endnu ikke er god nok til at kontrollere kampene på egne præmisser, må man lære at kontrollere dem på andre måder. Beskytte sine svagheder. Tage modstanderens styrker væk. Acceptere, at nogle kampe kræver pragmatisme frem for principper.
Det er ikke defensivt.
Det er voksent.
Og FCK har indtil videre spillet for mange kampe som et hold, der stadig er ved at lære forskellen.
31 mål imod fortæller om mere end et vaklende forsvar
Derfor er de 31 indkasserede mål heller ikke først og fremmest en dom over FCK’s forsvarsspillere.
De fortæller historien om et hold, der for ofte mister kontrollen over kampene.
Modstanderne får for nemt lov til at spille frem. FCK bliver for ofte åbnet, og når modgangen rammer, har holdet haft svært ved at få samlet sig igen. Ét mål imod bliver for ofte begyndelsen på en periode, hvor kampen løber fra dem.
FCN var det ekstreme eksempel. AGF og Kolding fortalte den samme historie i mindre skala.
Der er tydeligvis et ønske om at tage initiativ og spille offensivt. Det bør man ikke kritisere. Men ambitionen bliver først en styrke, når holdet samtidig forstår risikoen. Mod Kolding endte FCK’s ønske om at angribe med at gøre modstanderen bedre.
Så er problemet ikke længere bagkæden.
Så er det holdets balance.
Og det er måske dét, de 31 mål siger mere præcist end noget andet: FCK har endnu ikke fundet balancen mellem den fodbold, de gerne vil spille, og den fodbold, der nogle gange er nødvendig for at få point.
Det kan en ny midterforsvarer ikke løse alene.
Et stort klubnavn giver ingen rabat
Senest blev det 0-2 mod FC Midtjylland. På papiret næsten hæderligt. På banen kunne det lige så godt være blevet 4-0 eller 5-0.
Igen var FCK næstbedst.
Og her ligger den centrale forskel mellem at være en nyoprykker, der taber kampe, og et hold, der endnu ikke er etableret på niveauet.
Nederlag er forventelige. Men undervejs skal der komme præstationer, som viser, hvor projektet er på vej hen. Kampe, hvor man bagefter kan sige: Det dér kan vi bygge på.
Efter ni runder er der for få af dem.
Det minder på nogle områder om FC Midtjyllands første møde med A-Ligaen. Også dér viste springet sig større end forventet. Forskellen er, at FCM siden reagerede. De lærte rækken at kende, opgraderede truppen og erkendte, hvad niveauet krævede.
Den erkendelse skal FCK nå nu.
For et stort klubnavn giver ingen rabat i A-Ligaen.
Brandet forsvarer ikke eget felt. Tilskuertallet vinder ikke andenboldene. Ambitionerne skaber ikke chancer. Det gør alene de spillere der løber inde på banen!
Og FCK har endnu ikke bygget et fodboldhold, der uge efter uge har vist sig konkurrencedygtigt nok.
Problemet er større end træneren
Derfor kan ansvaret heller ikke parkeres hos den cheftræner, man allerede har fyret.
Kasper Klarskov forsvandt efter tre runder. Seks kampe senere står FCK stadig et sted, hvor man på ingen måde føler sig overbevist om retningen.
Dermed må blikket flyttes.
Mod rekrutteringen. Mod trupkonstruktionen. Mod balancen mellem erfaring og potentiale. Og mod den oprindelige vurdering af, hvor meget kvalitet der egentlig skulle til for at tage springet til A-Ligaen.
FCK har dygtige spillere.
Spørgsmålet er, om man har bygget en dygtig nok trup.
Det er ikke det samme.
Og vinterens vigtigste opgave bliver derfor ikke bare at hente nye spillere. Den bliver først at forstå, hvorfor de nuværende ikke tilsammen har skabt det hold, man forventede.
For hver enkelt kamp kan næsten forklares.
HB Køge var bedre. Fortuna var bedre. FCN var exceptionelle. AGF ramte dagen. Kolding udnyttede FCK’s tilgang. FCM er et tophold.
Men det er netop problemet.
Hver kamp kan forklares. Summen af dem kan ikke.
Ni kampe. Seks point. 11 scorede. 31 imod. Et trænerskifte. Og bortset fra det særlige derby meget få præstationer, hvor FCK har været det hold, der bestemte, hvad der skulle ske.
Det er ikke længere tilfældigheder.
Det er status.
FCK er kommet i A-Ligaen. Nu skal de blive et A-Liga-hold
Det betyder ikke, at FCK’s kvindeprojekt er slået fejl.
Langtfra.
Klubben har muligheder, som meget få andre i dansk kvindefodbold kan matche. Brandet, hovedstaden, faciliteterne og den kommercielle platform giver et enormt potentiale.
Men potentiale er også en forpligtelse.
Man kan ikke på den ene side lancere et ambitiøst projekt og på den anden gemme sig bag nyoprykkerstatus, når resultaterne udebliver.
FCK ville ikke bare op i A-Ligaen.
De ville etablere sig.
Halvvejs gennem grundspillet er de nummer ni, har lukket 31 mål ind, har allerede skiftet træner og har været næstbedst i stort set alle kampe bortset fra det ekstraordinære derby mod Brøndby. Det er den virkelighed, anden halvdel af grundspillet skal begynde med at erkende.
Der er stadig ni kampe til at ændre fortællingen.
Men FCK’s vigtigste kamp er måske først den med deres egen selvforståelse.
For første halvdel af sæsonen har vist, at det er én ting at have ambitioner om at blive en magtfaktor i dansk kvindefodbold.
Det er noget helt andet at bygge holdet, der kan bære dem.
FCK har bevist, at de kan komme i A-Ligaen.
Nu skal de bevise, at de har forstået, hvad det kræver at blive der.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik.
Han er i besidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling. I dag er han ansat som akademi- og talentchef i Viborg FF.
