Ifølge HB Køge-træner Kristian Mørch er torsdagens møde med Champions League-vinderne fra FC Barcelona det største opgør i dansk klubfodbold i 2026.
Torsdag aften får HB Køge fornemt besøg, når de forsvarende Champions League-vinder lægger vejen forbi Danmark til et møde med svanerne i Champions League.
Cheftræner Kristian Mørch er da heller ikke bleg for at kalde morgendagens modstander for verdens bedste.
– Jamen altså, der findes jo ikke et bedre klubhold i verden. Der er måske et par stykker, der kan konkurrere over mere end én kamp, men der er ikke nogen, der er bedre.
– Det er jo et hold og en klub, som jo lige har gjort rent bord ved den største prisuddeling, siger han med henvisning til mandagens Ballon d’Or-event, hvor FC Barcelona mere eller mindre satte sig på alle priser på kvindesiden.
– Der kan godt være en af dem (Alexia Putellas, red.), der nu spiller i en anden klub, men det var på baggrund af hendes Barcelona-tid, at hun vandt den pris. Så der findes jo ikke bedre. Altså halvdelen af top ti i verden på den der prisuddeling er på holdet. Den bedste træner, den bedste keeper, den bedste klub, bedste unge spiller. Så det bliver jo ikke sværere.
HB Køge-træneren glæder sig over at få muligheden for at møde FC Barcelona, og mener at der er tale om årets største kamp på dansk grund.
– Det bliver også en af de største klubkampe på dansk grund i det her år. Personligt synes jeg jo faktisk, det er den største. Jeg kan ikke se, hvad der skulle kunne overgå det her af dem, der ellers spiller. Det er en stor begivenhed og det bliver helt vildt sjovt at være en del af.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er den største klubkamp nogensinde, mener Kristian Mørch dog, at der er flere andre kampe, der kandiderer til den titel.
– Altså der har jo FC København også spillet mod Barcelona på et tidspunkt. Altså jeg inkluderer på tværs af kvinder og mænd i det her.
– Simone Boye og jeg har været med til spille en Champions League-semifinale på Brøndby Stadion, hvor vi fik læsterlige stryg. Men det er jo klart, det var også en stor kamp, og der var det mod et hold, der var lige så godt, som det Barcelona-hold, der er nu.
– Så på den måde er der jo historisk set været masser af kampe. Men lige i år synes jeg ikke, der er større opgør end det her.
Uforandret forberedelse til mødet med stjernerne
Til trods for udsigten til årets største kamp slår svanernes cheftræner fast, at forberedelserne er uforandrede.
– Jamen først og fremmest, så behandler vi det jo, som når vi har spillet mod Kolding, og når vi spiller mod ASA, og når vi spiller mod alle mulige andre i A-ligaen. Altså, jeg synes en af vores styrker er, at vi forbereder os til alle kampe. Og selvfølgelig er der nogle detaljer, der anderledes, når vi spiller mod Barcelona og Arsenal og så videre.
– Men, altså optakten er ikke meget anderledes. Det er ikke sådan, at jeg gik i gang med at forberede spillerne for tre uger siden på, hvad vi skulle gøre mod Barcelona. Der spillede vi mod nogle andre hold, og sådan tager vi det kamp for kamp.
– Og den er også med forhåbentlig til at normalisere tingene lidt. Men det er klart, at der er nogle andre ting i spillet, som kan blive aktuelle mod Barcelona, end når vi spillede på Kolding Stadion her for nogle få dage siden, og når vi om få timer skal spille mod Fortuna Hjørring herude igen.
Opgøret mod HB Køge fløjtes i gang torsdag aften klokken 21.00 og kan blandt andet ses på Disney+.












