HB Køge-træner forventer jævnbyrdig kamp mod Servette FC: Vi vil klart angribe mere

Foto: HB Køge Women

HB Køge jagter sin første sejr i Champions League, når holdet tager imod Servette FC. Cheftræner Kristian Mørch ser mange ligheder mellem de to hold og forventer at se mere offensivt spil fra sit mandskab.

HB Køge spiller torsdag aften sin første hjemmekamp i Champions League, når schweiziske Servette FC gæster Capelli Sport Stadion.

Efter sidste uges nederlag til Arsenal går cheftræner Kristian Mørch ind til opgøret med en forventning om, at HB Køge i højere grad kan bringe sine offensive kvaliteter i spil denne gang.

På pressekonferencen forud for kampen pegede Mørch på flere ligheder mellem HB Køge og Servette FC. Derfor forventer han også et mere jævnbyrdigt opgør:

– Servette er et hold, som ligner os på mange måder. Det er et internationalt hold, og det er et hold, som også har været i hoveddelen af Champions League for fire år siden, ligesom klubben her.

– Så det er en klub med mange ligheder, og derfor vil det også være en jævnbyrdig kamp, siger Kristian Mørch på pressekonferencen.

Med udsigten til et mere jævnbyrdigt opgør forventer cheftræneren, at HB Køge i højere grad kan præge kampen offensivt.

– Vi skal vise mere af den offensive del mod Servette. Vi bliver nødt til at være skarpere.

– Vi vil klart angribe kampen mere, end vi gjorde mod Arsenal, siger Mørch.

Cheftræneren har forberedt sig grundigt til kampen mod Servette FC. Mørch har både studeret modstandernes kampe og talt med trænere og spillere, der tidligere har mødt den schweiziske klub.

HB Køge og Servette FC mødes i Champions League i anden spillerunde torsdag aften klokken 18.45 på Capelli Sport Stadion i Køge. Opgøret kan følges på DRTV og Disney+ fra kl. 18.30.