HB Køge-reserver sejrede i finale-gentagelse

Foto: HB Køge Women

HB Køge spillede sig som det sidste af otte hold videre til KvindePokalens kvartfinaler, da et reservepræget hold besejrede FC Nordsjælland med 2-0.


Sidste års finale i KvindePokalen stod mellem HB Køge og FC Nordsjælland, og i tredje runde af denne sæsons pokalturnering blev de to storklubber parret til et nyt møde.

Det løb af stablen onsdag aften i Køge Idrætspark, hvor den sidste kvartfinalist skulle findes.

Værterne fra HB Køge står midt i et tætpakket kampprogram, og derfor stillede cheftræner Kristian Mørch til start med en masse reserver – i alt otte ændringer var foretaget siden sejren mod Fortuna Hjørring i A-Liga. Blandt andet fik Laura Munk Hermann og Mai Wendicke sjældne startpladser, mens FC Nordsjælland kom i stærkeste opstilling.

Det kunne ses på boldbesiddelsen, hvor gæsterne sad yderst tungt på tingene, mens svanerne komfortabelt overlod initiativet til gæsterne, og leverede en disciplineret defensiv indsats.

Efter 19 minutters spil bragte polske Zusanna Witek værterne i front efter gode kombinationer med islandske Emilia Oskarsdottir.

1-0-føringen holdt til pausen, mens kampbilledet forsatte anden halvleg igennem. Bare fire minutter inde var en velspillende Oskarsdottir igen i oplæggerens rolle – denne gang fandt hun Sarah Thygesen med et præcist, fladt indlæg, og i det bagerste område dukkede Thygesen op og fordoblede HB Køges-føring.

FCN forsøgte ihærdigt at kæmpe sig tilbage, men træværket stod flere gange i vejen, og derfor måtte Amy Harrisons tropper erkende, at pokaleventyret i denne sæson allerede slutter i tredje runde for Farum-klubben.

HB Køge er i stedet klar til kvartfinalerne, hvor et møde med Brøndby IF venter.