Fra AaB til oprykningsdrømme i Thy

0
97
Johanne Toft Nielsen har vist sig flot frem i opstarten, og nu er hun klar for FC Thy-Thisted. Foto: Sanne Mortensen/ FC Thy-Thisted Q

19-årige Johanne Toft Nielsen fik uofficielt debut for FC Thy Thisted Q i lørdags i en træningskamp mod AGF’s U19 hold. Her gjorde hun sig bemærket med bl.a. to scoringer i FC Thy – Thisted Q’s 3 – 0 sejr.

Da tilbuddet fra FC Thy-Thisted Q landede, var den 19-årige midtbanespiller Johanne Toft Nielsen ikke i tvivl længe. Hun mærkede med det samme, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Efter flere år i AaB – fra akademi til 1. hold – har hun nu pakket tasken og sat kursen mod Thy, hvor hun vil være med til at kæmpe om oprykning til A-Ligaen.

– Lige da tilbuddet kom, tænkte jeg, at det var noget, jeg skulle prøve. Det er en klub, der vil spille med om oprykning, og det var præcis den udfordring, jeg søgte, fortæller hun til FODBOLD FOR PIGER.

Skiftet blev også påvirket af, at hendes tætte veninde Johanne Knudsen valgte at stoppe for at fokusere på uddannelse. Det fik tankerne om et nyt kapitel til for alvor at tage form.

Fodbold i blodet

Johanne har haft en bold ved fødderne, siden hun næsten kunne gå. Allerede som treårig kom hun med til træning, fordi hendes far var træner for storesøsterens hold.

– Sådan er det, når man er født ind i en fodboldfamilie, siger hun med et smil.

Rejsen gennem AaB’s akademi og op til 1. holdet har været en drøm, der gik i opfyldelse.

– Som U16–U19-spiller så man op til 1. holdet. Man ville bare derop og have debut. Det var en virkelig fed oplevelse, siger hun.

Det var dog først i 9. klasse, da hun skiftede til AaB, at hun for alvor begyndte at tro på, at fodbold kunne blive mere end en hobby. Og på Skyum Idrætsefterskole tog udviklingen fart.

– Jeg tog derop for at hygge mig med fodbolden, men jeg udviklede mig enormt. Jeg begyndte at træne med ligaholdet i Thisted, og dér gik det op for mig, at jeg faktisk kunne noget, fortæller hun.

Højdepunktet i AaB-tiden står klart: Debut på Portland Park.

– Det var kæmpestort at spille derinde. Det glemmer jeg aldrig.

Klar til kamp om oprykning

Nu venter en ny hverdag i FC Thy-Thisted Q, hvor ambitionerne er klare.

– Der er kun ti kampe, og hver eneste føles som en finale. Vi skal kæmpe i hver kamp, hvis vi vil i Top-4, siger Johanne.

Hun er allerede blevet taget varmt imod i sin nye klub.

– Alle har været virkelig søde, og det hele virker meget professionelt, siger hun.

Selv den længere transport har hun taget med et smil – flere holdkammerater studerer i Aalborg, og de kører sammen.

Store drømme

Aftalen med FC Thy-Thisted Q løber frem til sommer, og målet er klart: oprykning.

På længere sigt handler det ikke om én bestemt klub eller et bestemt land, men om at udvikle sig mest muligt.

– Jeg vil bare blive så god, som jeg kan, og se hvor fodbolden tager mig hen, siger Johanne.

Til unge piger med samme drøm har hun et enkelt råd:

– Vær glad, gør det fordi du elsker det, og vær modig. Gør det, du selv synes er rigtigt – og ikke det, andre mener.

For Johanne Toft Nielsen er rejsen kun lige begyndt. Og i Thy er forventningerne allerede høje.