Terp tager presset fra Fortuna-spillerne: Opbygning tager tid

Foto: Fortuna Hjørring / Bente Poder

Fortuna Hjørring-træner Lene Terp forsvarer holdets aktuelle situation med, at holdet er i gang med en større genopbygning af holdet, som tager tid.

De forsvarende liga- og pokalvinder fra Fortuna Hjørring kæmper gevaldigt med tingene dette forår, hvor holdet i slutspillet blot har vundet en kamp og modsat har tabt fem.

Det har ført til stor kritik af holdet og klubbens aktuelle situation, men cheftræner Lene Terp stiller sig nu foran sine spiller og forsvarer holdet.

– Jeg vil gerne tage alt pres fra truppen. Den her opbyggende proces tager tid, og der findes ikke et quick-fix, der lynhurtigt kan bringe os tilbage på det niveau, vi var på sidste år, siger hun til klubbens hjemmeside og uddyber: 

– Vi har sagt farvel til en masse markante spillere. Det kan mærkes, men vi holder fast i, at Fortuna er et hold, der gerne vil have bolden en masse, og vise noget godt fodbold. Det kommer vi forhåbentlig også til at se på lørdag, siger hun med henvisning til kampen mod AGF. 

I vinterens transfervindue sagde Fortuna Hjørring farvel til topscorer Joy Omewa og landsholdskeeper Freja Thisgaard, mens forsvarsspiller Laura Frank er ude grundet graviditet.