Østerbro IF efterspørger mere lighed mellem amatør- og kontraktklubber

Foto: Østerbro IF

B-Ligaklubben Østerbro IF har gennem flere år forsøgt at gøre opmærksom på de uligheder, som man mener er til stede mellem amatør og kontraktklubber, når det kommer til spilleregistrering. Ligaforbundets direktør Marie Greve ser ikke grund til at ændre reglerne, men opfordrer klubber at sikre, at de er med i de beslutningstagende fora, hvor reglerne kan ændres.

Kvalifikationsspillet blev i weekenden ramt af et afbud, da Østerbro IF ikke var i stand til at stille hold til hjemmekampen mod FC Midtjylland, og derfor blev tildelt et skrivebordsnederlag på 0-3.

Årsagen hertil var store skadesproblemer, men udfordringen skal ifølge klubbens cheftræner også ses i større perspektiv. Michael Mejdahl Andersen mener nemlig, at der er for stor ulighed i forskellene på amatørklubbernes muligheder for spillerregistrering sammenlignet med kontraktklubberne, som udgør den største del af B-Ligaens klubber.

Til Fodbold For Piger oplyser Østerbro-træneren, at man i de seneste tre år, hvor klubben har deltaget i Kvalifikationsspillet har arbejdet for en justering af reglerne for spillerregistrering for amatørklubber.

Her nævner han specifikt muligheden for at registrere nye spillere efter deadline ved afslutningen af et transfervindue. I den forbindelse indsender klubberne to spillerlister til DBU: En A-Liste på maksimalt 25 spillere samt en B-Liste med et ubegrænset antal spillere under 21 år ved seneste årsskifte og til den pågældende turneringsstart i juli.

Udfordringen for amatørklubber som Østerbro IF opstår ifølge Michael Mejdahl, hvis spillere efter deadline skifter eller stopper i klubben – eksempelvis den 2. februar i vinter. Østerbro IF oplyser, at man efter vintertransfervinduet mistede fem spillere fra den registrerede liste, som enten stoppede eller skiftede klub. Her henviser han til, at spillere i kontraktklubber ikke på lignende vis har muligheden for at stoppe, eftersom de er bundet af kontrakter.

Derudover påpeger han, at kontraktklubber har mulighed for at registrere spillere efter deadline – eksempelvis spillere fra USA, hvis kontrakt er udløbet. I dette tilfælde vil en amatørklub som Østerbro IF først have mulighed for at registrere en lignende spiller fra nærmest efterfølgende turneringshalvdel.

Afslutningsvis oplever Østerbro IF også en ulighed i reglerne omkring spillere, der bliver gravide. Bliver en spiller gravid efter deadline for registrering af spillerlister, har kontraktklubber mulighed for at udskifte den/de pågældende spiller(e), mens dette ikke er tilfældet for amatørklubber, der ikke har mulighed for at efterregistrere en ny spiller.

Ligaforbundet ser ikke grund til at ændre reglerne

Fodbold For Piger har præsenteret Ligaforbundets direktør, Marie Greve, for den ulighed, som Østerbro IF mener findes i forholdet mellem amatør- og kontraktklubber.

– Jeg skal overhovedet ikke anfægte den oplevelse, som Østerbro IF har. Jeg forholder mig til, at der er et regelsæt, hvor rammesætningen af udstukket af FIFA og som gør sig gældende for A-Ligaens grundspil, Mesterskabsspil og Kvalifikationsspil i forhold til spilleberettigelse, og det er en grundpræmis vi opererer efter uafhængigt af om klubberne er amatører eller professionelle.

Marie Greve understreger, at Ligaforbundet har en rådgivende rolle over for klubberne, som modsat selv kan spille en aktiv rolle i mulige regelændringer.

– Som ligaforbund er vores opgave at forsøge at understøtte klubberne mest muligt, så de kan agere inden for de rækker, som de nu er en del af. Det kan vi jo gøre med rådgivning og ved at udvikle på tværs af danske kvindeelitefodbold.

– De rammer, der bliver sat op, er noget som klubberne selv er med til at sætte, når de deltager i rækkemøder og så videre. Så er det jo også op til de enkelte klubber at sikre, at de er med i de fora, hvor de kan beslutte ting, så vi får lagt snittet et sted, hvor det giver mening for flertallet.

Direktøren for Ligaforbundet vil ikke drage en større konklusion på baggrund af weekendens aktuelle afbud, og samtidig understreger hun, at man ikke ser grund til at ændre på de aktuelle regler.

– Jeg tror, at man skal passe meget på med at konkludere noget ud fra et tilfælde som her.

– I forhold til den konkrete case, ændrer det ikke vores syn på reglerne. Vi kigger løbende på de inputs, som vi får fra klubberne, og så tager vi det med ind i de fora, hvor klubberne selv deltager og kan præge beslutninger.

– Men for nuværende i forhold til regler omkring spillerlister og spilleberettigelse har vi hverken mulighed eller grund til at ændre.

Østerbro IF hævder, at man i flere tilfælde savner svar fra både DBU’s administration, Ligaforbundets bestyrelse samt Ligaforbundets administration.

Marie Greve afviser i den forbindelse, at Ligaforbundets administration skulle have modtaget forespørgsler fra Østerbro IF, som har været inden forbundets rammer og beføjelser der omhandler administration af turneringerne.

Hun medgiver dog modtagelsen Østerbro IF’s konkrete påpegning omkring forskellige muligheder for spillerregistrering i tilfælde af graviditet, og her tilkendegiver Marie Greve, at der kan være grund til at se reglerne efter.

– Det er en konkret ting, som Østerbro IF har rejst, og det har vi også tilkendegivet over for klubben, at det lyder som noget, der er relevant at kigge på. Men det er jo mere en nuancering af regelsættet, som der kan blive tale om, og det betyder ikke, at vi hverken kan eller ønsker at fjerne reglerne.