Ugens Udlandsdansker: Julia flyver til alle udekampe og møder storklubbernes B-hold

Julia Hjørlunde ved en kamp for hendes klub Baleares. Foto: Privat

Julia Hjørlunde tog springet til Mallorca – nu spiller hun fast i Atlético Baleares og er blevet en del af den voksende bølge af danske udlandsproffer.

Aldrig før har så mange danske kvindelige fodboldspiller været i udlandet som nu. Mere end 80 spillere gør sig lige nu uden for landets grænser. Mange af dem får sjældent det store fokus, men det vil FODBOLD FOR PIGER forsøge at ændre på med vores nye ugentlige artikelserie ‘Ugens Udlandsdansker’.

I denne uge har FODBOLD FOR PIGER vendt blikket sydpå, ned til det varme Middelhav.  Rettere sagt: De Baleariske Øer og den største by på Mallorca, Palma de Mallorca. Her hedder øens hold Club Deportivo Atlético Baleares, og netop der finder vi den danske kantspiller, Julia Hjørlunde.

I ét år har den 25-årige danske kantspiller, der er født og opvokset i Næstved, spillet bold på Mallorca midt i Middelhavet. En triviel spansk kultur, de lange udebaneture og den intense træning er blot få nedslag i, hvad det vil sige at være spiller i Baleares.

Julia Hjørlunde (til højre i billedet) spillede en enkelt sæson i Kvindeligaen for B93. Foto: B93

 

De danske bedrifter

Men Julia Hjørlundes rejse startede langt fra palmer og sangria.

Så snart hun selv kunne binde sine snører og tage en fodbold under armen, begyndte hendes rejse med fodbolden – og det blev i Herlufsholm Gymnastikforening (HG) i hjembyen, Næstved, at kærligheden for fodbold blev vakt.

Da hun nåede efterskolealderen tog hun et år på Efterskolen Ved Nyborg, hvor især fodbolden kom allermest i fokus. Her blev hun mere vant til det fynske, og da hun havde spillet en halvsæson i HG på den anden side af efterskolen, var hun klar på mere.

Hun skiftede derfor til Team Odense Q, hvor hun i løbet af de tre sæsoner blandt andet var med til at spille Kvindeliga. Efterfølgende vendte hun retur til Næstved og hendes barndomsklub, der efter en større overbygningsaftale var blevet til Næstved HG.

Kast dig ud i det, men overvej, hvad det er, du gerne vil opnå med et udlandsophold.

Sideløbende med tilbagekomsten til hjembyen, kunne hun tage uddannelse på Copenhagen Business School i København, som hun færdiggjorde i sommeren 2025. Hun skiftede i  2024/25-sæsonen til B93, hvor hun spillede en enkelt sæson i Kvindeligaen.

 

Rejsen ud af Danmark

Efterfølgende valgte hun at opsøge muligheden for at spille fodbold i udlandet. Med en spansk kæreste var idéen om Spanien ikke helt dum – og derfor trak det ekstra i den netop færdiguddannede.

Jeg har altid haft en eller anden drøm om at opleve en anden kultur både fodboldmæssigt og i hverdagslivet. Det endte med at blive Mallorca og Baleares, da min kæreste kommer fra Mallorca og meget af hans familie bor her, siger Julia Hjørlunde.

Samtidig har spansk haft sin plads i hendes liv, da også hendes uddannelse tager udspring i det spanske sprog.

Jeg har lært spansk på gymnasiet og universitet, derfor har det også været fedt for mig at bruge mit spansk og udvikle på det, tilføjer danskeren.

Det er på tredjehøjeste niveau i Spanien, at Atlético Baleares gør sig gældende. Ligaen hedder Segunda Federacion, og turneringen er delt i to puljer, hvor Beleares i deres pulje møder flere af storholdenes B-hold.

Foto: Privat

Vi har lige mødt nogle af traditionsklubberne i Spaniens B-hold som blandt andet Espanyol og Levante, hvilket har været megafedt at møde sådanne hold og se deres faciliteter, fortæller en begejstret Julia Hjørlunde der virkelig nyder tilværelsen i Spanien.

Den fodboldmæssige præstation i sæsonenen har heller ikke fejlet noget, da klubben efter 26 spillerunder er placeret på sjettepladsen ud af 14 hold, og danskeren har fået næsten samtlige kampe fra start. 

Besværlige udebaneture

Når man er øbo midt ude i Middelhavet, er man i en lidt unik situation. Alle modstandere er nemlig flere hundrede kilometer væk og kræver altid en flyvetur.

Vi skal med fly hver gang, at vi skal til udekamp, hvilket er meget anderledes end noget andet, jeg har prøvet i Danmark. En typisk kamp dag består af fly fra Mallorca om morgenen, i bus til et hotel og slappe af og spise, i bus til kamp, og derefter bus til lufthavn og fly hjem. Hvis vi spiller kamp længere væk, så overnatter vi på hotel dagen før kamp, fortæller danskeren.

Men ikke kun flyveturen og de mange hotelindtjekninger er en variation fra hverdagen i Danmark. Man ting er nyt, og især måden, man dyrker sporten på, er anderledes sydpå.

Tingene er anderledes. Jeg tror det afhænger af hvilken klub man spiller i, men generelt er der mere temperament, intensitet og passion i spillet her. Det skulle jeg lige vende mig til i starten, at der bliver driblet mere, og at taktikken nogle gange bliver sat i andenrække, fortæller Julia Hjørlunde. 

Samtidig har hun måtte give sig i kast med en ny position.

Her i Spanien bliver min fysik og kvaliteter også set lidt anderledes på end i Danmark, og jeg har derfor også spillet en anden plads. Alt foregår også på spansk, tilføjer hun.

Og der er danskeren heldig, at hun på forhånd kommer med erfaring med sproget – men der bliver altså ikke taget specielle hensyn til udefrakommende, heller ikke på tredjehøjeste niveau i Spanien.

 

Et godt råd med på vejen

Hvis man selv går med en spirende drøm om at prøve kræfter med fodbold i udlandet, har Julia Hjørlunde et klart budskab:

Kast dig ud i det, men tænk over, hvad du gerne vil have ud af et udlandsophold. Og vær åben over for nye kulturer og nye måder at gøre tingene på, siger den danske kantspiller.

For hende har beslutningen været alt andet end et sats. Hun har ikke fortrudt et eneste øjeblik, men bruger i stedet hver dag på at suge oplevelserne til sig og leve livet i en helt ny fodboldvirkelighed.