B-Liga overblikket: B.93 besejrer Sundby som de første og Viborg uddeler øretæver

Foto: B.93

Sundby Boldklub tabte for første gang i B-Ligaens Kvalifikationsspil, da lokalopgøret mod B.93 blev tabt med 1-0, mens Viborg vandt med hele 0-5 hos AaB.

Ottende og dermed tredjesidste spillerunde blev i weekenden afviklet i B-Ligaens Kvalifikationsspil.

Her stod det store opgør mellem B.93 og Sundby Boldklub. Gæsterne havde endnu ikke tabt i foråret og havde derfor hele syv points forspring ind til weekenden, og dermed ville et enkelt point sikre dem puljesejren allerede to runder før tid.

Sådan skulle det dog ikke gå fredag aften på Svanemølleanlægget. Efter en jævnbyrdig og chancefattig første halvleg skulle kampen helt frem til 79. minut for at finde sin afgørelse. Her var det indskiftede Lisa Skjoldager, der var på pletten for værterne, der dermed blev det første hold i foråret til at få skovlen under Sundby.

Sejren betyder, at B.93 teoretisk stadig kan nå førstepladsen, men med fire points forspring ser tingene stadig gode ud for Sundby.

Søndag eftermiddag blev der afviklet de to resterende kampe i runden, og den første fandt sted i Aalborg, hvor Viborg var på besøg.

Her sad gæsterne på opgøret fra start til slut, og faktisk var opgøret allerede afgjort efter 10 minutters spil, hvor Viborg var på pletten hele tre gange. Frida Smed, Marie Dalsgaard og Ida Gundersen stod for målene, og efter 22 minutters spil udbyggede sidstnævnte til 0-4 for et sprudlende Viborg-hold,

Viborg slap foden fra gaspedalen i anden halvleg, men Cecilie Mossing fik dog sat punktum for gæsternes dominans med scoringen til 0-5 kort før tid. Med sejren ligger Viborg afstand til Næstved i kampen om tredjepladsen, mens andenpladsen er to point inden for rækkevidde.

I rundens sidste kamp mødtes Næstved HG og Esbjerg fB. Gæsterne havde inden opgøret kun hentet et enkelt point i de første syv runder, men søndag lignede det længe, at de endelig skulle få en sejr.

20-årige Eline Lund sendte værterne i front efter 12 minutters spil på oplæg af Frederikke Jensen, og da rollerne blev byttet rundt ved 0-2-scoringen efter 50 minutters så det særdeles godt ud for vestjyderne.

Værterne nægtede dog at give op, og kort efter fik Kristine Neumann Andersen reduceret, og med 14 minutter tilbage var det Katrine Krag-Andersen, der fik udlignet til 2-2.

Det blev kampens sidste mål, og Esbjerg måtte derfor tage til takke med et point, der fordobler deres pointtotal for foråret, mens Næstved mister terræn i kampen om en top 3-placering.

Resultaterne fra 8. runde i Kvalifikationsspillet:

B.93 1-0 Sundby Boldklub (Lisa Skjoldager 79′)

AaB 0-5 Viborg FF (Frida Smed 4′, Marie Dalsgaard 8′, Marie Dalsgaard 9′, 22′, Cecilie Mossing 89′)

Næstved HG 2-2 Esbjerg fB (Kristine Neumann Andersen 57′, Katrine Krag-Andersen 76′ – Eline Lund 12′, Frederikke Jensen 50′)

Resultaterne giver følgende stilling:

Grafik: DBU