Rundens Hold i A-Liga: Solid AGF-defensiv og Brøndbys comeback-arkitekter

Agnete Nielsen kom ind og scorede to gange, da Brøndby vendte 1-2 til 3-2 mod Kolding IF. Foto: 3point / Simon Kammer

AGF, Brøndby og HB Køge har hver tre spillere på Rundens Hold fra 22. spillerunde i A-Liga, hvor Dajan Hashemi løber med titlen til Rundens Spiller efter to oplæg, der vendte et truende nederlag til sejre.

Tredjesidste spillerunde i A-Liga bød på tre jævnbyrdige kampe, hvor både Brøndby IF og HB Køge måtte slide for at få sejren hjem, mens AGF holdt FC Nordsjælland fra fadet og fik et hårdt tiltrængt point i et trangt forår.

Det er således også de tre førstnævnte klubber, der udmærker sig på Rundens Hold, der i vanlig stil sættes af Fodbold For Pigers ekspert, Verner Bager.

AGF belønnes for en flot defensiv indsats, hvor keeper Marie Gade og stopper Sofie Vendelbo var to af de helt afgørende ingredienser i den aarhusianske pointdeling mod FCN, der kunne have trukket fra i kampen om bronze.

Hos HB Køge gjorde Nadia Nadim forskellen i hjemmekampen mod Fortuna Hjørring, mens Brøndby måtte slide sig tilbage og vende nederlag til sejr mod et flot fightende Kolding-hold på Vestegnen.

Her var det Dajan Hashemi som oplægger og indskiftede Agnete Nielsen, der med to scoringer sørgede for at holde pres på HB Køge i guldkampen. Førstnævnte var igen det kreative omdrejningspunkt, og det var Hashemis afleveringer, der fik dirket et kompakt Kolding-forsvar op efter mange forgæves forsøg, hvilket giver hende titlen som Rundens Spiller.

Se hele holdet her: