FCK-anfører tom for ord efter misset opryknings-matchbold

Foto: Andreas Højberg, FCK MEDIA

FC København-anfører Julie Nowak havde svært ved at finde ordene, efter at holdet søndag missede muligheden for at sikre oprykning til A-Ligaen med et overraskende pointtab mod bundproppen fra Østerbro IF.

Der var lagt op til oprykningsfest i Vanløse Idrætspark søndag, hvor FC København med en sejr mod Kvalifikationsspillets bundprop fra Østerbro kunne sikre billetten til A-Liga for første gang i klubbens historie.

Sådan skulle det dog ikke gå efter et overraskende 1-1-resultat mod lokalrivalerne, der inden søndagens kamp slet ikke havde fået point i foråret.

Derfor havde anfører Julie Nowak også svært ved at finde ordene, da hun efter slutfløjt blev interviewet af FCK-fanmediet Kvart i Bold.

– Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. Vi scorer bare ikke. Vi har jo næsten bolden i 85 procent af tiden vil jeg tro, men det nytter ikke noget, når vi står og spiller bolden rundt om feltet, som om det handler om boldbessidelsen.

-Det er bare så frustrerende. Jeg ved nærmest ikke, hvad jeg skal sige. Det er bare for dårligt, siger Nowak til Kvart i Bold og gentager senere i interviewet sin frustration:

– Jeg er røv irriteret. Undskyld jeg bander, men det er bare så ringe. Sådan en kamp skal vi bare vinde.

Se hele interviewet med Nowak her:

Med to runder tilbage ser det dog stadig fornuftigt ud for FC København, der er på andenpladsen med 14 point efter otte runder. Man har således fem point ned til OB på femtepladsen, der i næste runder møder topholdet FC Midtjylland på udebane, mens FCK tager den lange tur til Thisted.