Brøndby IF laver intern træner-rokade på talent-holdene

Lars Bo Nielsen, Nadia Ansari og Mads Pedersen kan til næste sæson se frem til nyt ansvar. Foto: Brøndbyernes IF.

Brøndby IF har op til den nye sæson lavet en større trænerrokade, hvor tre trænere får ansvar for nye hold på U14, U16 og U19-niveau.

Tre af Brøndby IF’s talenthold får nye trænere til den kommende sæson, men fælles for dem alle er, at det ansigter, der er yderst kendte i klubben.

Nadia Ansari, der aktuelt er cheftræner på klubbens U16-hold, skal i næste sæson stå i spidsen for den ældste årgang, U19. Holdet, der i denne sæson har været træner af Emil Aske Strand Hansen, er aktuelt nummer fire i U19 DM-Ligaen og har stadig en chance for at få bronzemedaljer.

Klubbens U16-hold bliver fremover varetaget af Mads Pedersen, der aktuelt er cheftræner på U14-holdet, og dermed vil han forsætte sit arbejde med flere velkendte spillere.

Til at udfylde hans plads indtræder Lars Bo Nielsen, der lige nu står i spidsen for U13-holdet. Det oplyser Brøndby IF på moderklubbens Facebookside.

Ifølge talentchef Anders Nim er rokaden med de tre et naturligt valg:

– Vi føler, at vi har nogle enormt dygtige, ambitiøse og kompetente trænere i vores talentafdeling, og derfor giver det også rigtig god mening at skabe interne udviklingsmuligheder for dem, siger han til klubbens Facebook-side og uddyber:

– Nadia, Mads og Lars Bo har alle vist stærke faglige og menneskelige kvaliteter i deres arbejde, og vi glæder os meget til at følge dem på deres nye årgange. Vi tror på kontinuitet, stærke relationer og på værdien af at bygge et miljø, hvor udvikling også sker indefra.

I samme udmelding fra klubben understreger talentchefen, at ”Brøndby IF Pige Talent kommer til at investerer massivt i træneruddannelse og kompetenceudvikling af trænerstaben”.

Klubben har endnu ikke offentliggjort en ny U13-træner, men oplyser at processen med at finde den rette til jobbet er godt i gang, og at man har løbende dialog med flere kandidater.