Den 21-årige midtbanespiller Anna Brændstrup fortsætter karrieren på Fyn efter en sæson i portugisisk fodbold og skal nu være med til at styrke OB Q’s ambitioner.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
OB har sikret sig en spændende forstærkning til den kommende sæson med tilgangen af den 21-årige dansk/færøske midtbanespiller Anna Brændstrup.
Den færøske A-landsholdsspiller vender hjem til Danmark efter et år hos portugisiske Gil Vicente, hvor hun var en fast del af holdet i den næstbedste række og var med i kampen om oprykning til den bedste liga. Opholdet i Portugal har givet den unge midtbanespiller værdifuld erfaring og bidraget til hendes udvikling både sportsligt og personligt.
Skiftet blev først offentliggjort af hendes agentfirma, Women’s Football Management, på Instagram, og siden har OB bekræftet over for Fodbold For Piger, at aftalen er på plads. Klubben har dog ikke oplyst kontraktens længde.
Anna Brændstrup har tidligere repræsenteret Taastrup FC, HB Køge, Brøndby IF og FC Nordsjælland og kommer dermed til Odense med en solid baggrund fra nogle af Danmarks stærkeste talentmiljøer.
For Anna Brændstrup er skiftet til OB Q det helt rigtige næste skridt i karrieren.
– Jeg følte, at jeg savnede dansk fodbold og at være lidt tættere på de mennesker, jeg holder af, siger hun til klubbens hjemmeside.
Hun peger samtidig på, at klubbens ambitioner og spillestil var afgørende for valget.
– OB Q er det helt rigtige næste skridt i min karriere, fordi holdets værdier og den ønskede spillestil tiltaler mig rigtig meget. Jeg håber at kunne bidrage med mine kompetencer fra ungdomsfodbold i nogle af Danmarks bedste klubber samt erfaringer fra portugisisk fodbold og landsholdsregi, fortæller Anna Brændstrup til klubbens hjemmeside.
Sportschef Mikkel Bo Mikkelsen er ligeledes begejstret for tilgangen og fremhæver både spillerens kvaliteter på banen og hendes personlighed.
– Anna har været en del af vores opstart, og gennem hele forløbet har hun efterladt et meget stærkt indtryk, både som spiller og som menneske. Hun kommer med en enorm energi og intensitet, som passer perfekt til den identitet og kultur, vi ønsker at bygge videre på i OB Q, siger han til klubbens hjemmeside.
Sportschefen understreger samtidig, at Brændstrups erfaringer fra både dansk og international fodbold vil blive en gevinst for holdet.
– Derudover kommer Anna med værdifuld erfaring fra både et stærkt dansk udviklingsmiljø, et ophold i udlandet og fra det færøske A-landshold. Det er erfaringer, som vi er overbeviste om, vil styrke både hende selv og holdet. Derfor er vi glade for, at hun nu bliver en fast del af truppen, lyder det fra Mikkel Bo Mikkelsen.
Anna Brændstrup ser nu frem til at trække den stribede trøje over hovedet og tage hul på den nye sæson.
– Der er et rigtig dejligt fællesskab i OB og en masse dygtige spillere, så jeg er bare utroligt spændt på at se, hvad sæsonen byder på. Jeg er sikker på, at vi nok skal overraske hele ligaen, siger hun til klubbens hjemmeside.
Med tilgangen af Anna Brændstrup får OB Q en ung, men allerede internationalt erfaren midtbanespiller, der skal være med til at styrke holdet i jagten på en stærk sæson i A-Ligaen.
Du kan læse mere om hendes tid i portugisisk fodbold her.












