A-Liga-overblikket: Fyn er fin

Foto: Anders Juncker Nielsen/ AJ Sportsmedie

HB Køge og OB fortsætter sejrsrækken og er nu de eneste hold med maksimumpoint i A-Ligaen. Det giver os sæsonens første topopgør, når de to hold mødes i en direkte duel om førstepladsen på Køge Stadion den 15. august.

Af Verner Bager – kvindefodboldeksperten.dk

WEEKENDENS STORE FORTÆLLING

Sidst FCK var på besøg i Odense, rundbarberede de OB, der slap nådigt med et nederlag på 2-0. Men OB er et andet hold nu. Der er kommet en tydelig spillestil, ny energi og en tro på tingene, som blev demonstreret med en 2-1-sejr over københavnerne. Utroligt, hvad en sommerpause kan ændre.

Dermed deler oprykkerne førstepladsen med HB Køge efter to spillerunder. Vidunderligt, som fodbold kan overraske.

ASA kom til gengæld ned på jorden igen efter den imponerende åbningssejr over AGF. Mod HB Køge blev forskellen mellem et fuldtidsprofessionelt hold og et amatørhold tydelig, især i tempoet. De danske mestre vandt sikkert og fortsætter dermed også med maksimumpoint.

Næste runde giver os derfor sæsonens første reelle topopgør. HB Køge tager imod OB i en direkte duel om førstepladsen, og fynboerne får den hidtil største prøve på, hvor langt deres tydelige spillestil og nyfundne selvtillid kan bære.

RUNDENS RUNDOWN

Mest værdifulde spiller

Stortalentet Frøya Ebbesvik afbrød i foråret sin fodbolduddannelse på akademiet i Farum for at vende hjem til Fyn. Tilvænningen til seniorfodbold har taget lidt tid, men i kamp nummer 11 brød hun måltørken og scorede begge OB’s mål i hjemmesejren over FCK.

Ved det første mål sprintede hun fra forsvaret fra midterlinjen, mens hun ved sejrsmålet skruede den over keeperen fra kanten af feltet. To scoringer, tre point og en delt førsteplads. Det bliver svært at gøre sig mere værdifuld.

Ugens flotteste mål

Koldings høje pres gav pote i venstre side, hvor Julie Tenfjord erobrede bolden og fik øje på Bella Madsen, der kom sprintende gennem midten.

Madsen havde muligheden for at afslutte med det samme, men trak i stedet bolden væk fra sin modstander og ud mod højre. Herfra bankede hun den op i krydset uden chance for Marie Gade i AGF-målet. En scoring med både fart, overblik og fremragende teknik.

Ugens indskiftning

Brøndby var tandløse i første halvleg hjemme mod FC Nordsjælland. Hjemmeholdet spillede overraskende afventende mod et FCN-hold, der stadig manglede fire af sine største profiler.

En trippeludskiftning i pausen ændrede Brøndbys udtryk, og endnu en gang kom Mila Bischoff ind og satte et kreativt aftryk på kampen. Kronen på indsatsen blev en flot scoring direkte på frispark.

Ugens kollaps

Efter en jævnbyrdig og målløs første halvleg mellem AGF og Kolding faldt hjemmeholdet fuldstændig fra hinanden efter pausen. På et kvarter gik stillingen fra 0-0 til 0-3.

Normalt giver det begrænset mening at tale om krise efter to spillerunder, men i AGF’s tilfælde er ordet på sin plads. Holdet har endnu ikke vundet en kamp i 2026, og klubbens tilbageværende stjerne Signe Baatrup udgik med en skade kort før kollapset.

Venter der hende en længere pause, vil jeg allerede nu kalde AGF’s muligheder for at nå slutspillet for mikroskopiske.

Ugens nullert

Første halvleg mellem Fortuna Hjørring og FC Midtjylland var en fornøjelse at se. Begge hold spillede optimistisk, direkte og chanceskabende fodbold, og kampen lignede langt mere en 2-2-kamp end den nullert, der endte på måltavlen.

Efter pausen fusede opgøret ud i trøjeriv, syngende tacklinger, skader og upræcise afleveringer. Det lovede så godt, men sluttede skidt.