I sin ugentlige klumme kigger fodboldtræner Allan Drost nærmere på AGF’s svære sæsonstart og den situation, som klubben efter en længere problemfyldt periode nu befinder sig i.
I sin ugentlige klumme hos Fodbold For Piger give fodboldtræner Allan Drost taktiske og strategiske analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
I denne uge er det igen blevet tid til at rette fokus mod AGF, som har fået en hård sæsonstart med store nederlag til lokalrivalerne og senest Kolding med 0-4 på hjemmebane.
Vi er nødt til at tale om AGF – men denne gang handler det ikke kun om resultaterne
Vi er nødt til at tale om AGF. Ikke fordi de har tabt de to første kampe i den nye A-Liga-sæson.
Ikke engang fordi nederlagene er kommet mod ASA Aarhus og Kolding IF – to klubber som AGF, målt på økonomi, organisation og de rammer der er skabt omkring kvindefodbolden, burde kunne forvente at ligge foran.
Vi er nødt til at tale om AGF, fordi de to første spillerunder blot er de seneste kapitler i en fortælling, der efterhånden har været undervejs i næsten ni måneder.
Og fordi der efter min vurdering er tegn på, at problemerne stikker væsentligt dybere end en dårlig sæsonstart.
For spørgsmålet er ikke længere, hvorfor AGF taber fodboldkampe.
Spørgsmålet er, hvordan et hold, der for bare et halvt år siden lignede en reel outsider i medaljekampen, på så kort tid er havnet i en situation, hvor det bliver udspillet af hold med markant færre ressourcer.
Det er den udvikling, der er interessant.
Efteråret pegede én vej. Foråret og sommeren har peget den stik modsatte
Da Claus Struck overtog cheftrænerposten sidste sommer, var det et hold, der havde mistet flere af sine største profiler. Mathilde Rasmussen, Laura Faurskov og Sarah Dyrehauge havde alle forladt klubben, og de første måneder bar naturligt præg af et projekt, der var ved at finde sine ben.
Men uge for uge skete der noget.
Ikke nødvendigvis fordi AGF pludselig blev ligaens bedste hold, men fordi man begyndte at kunne se, hvad holdet ville. Relationerne blev stærkere, de offensive profiler voksede med opgaven, og gradvist begyndte AGF at skabe flere og større chancer. Resultaterne fulgte med.
Sejrene over FC Midtjylland, FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring var ikke tilfældigheder. De var kulminationen på en udvikling, hvor AGF i stigende grad spillede med mod, fart og tro på egne løsninger. Da holdet gik ind i mesterskabsspillet, var det derfor ikke urimeligt at tale om AGF som en potentiel medaljekandidat.
Netop derfor virker udviklingen siden da så bemærkelsesværdig.
Forklaringen ligger dybere end sommerens transferaktivitet
Det vil være nærliggende at forklare AGF’s vanskelige sæsonstart med sommerens afgange. Når et hold på kort tid siger farvel til profiler som Sofie Vendelboe, Julie Mathiasen og Elvira Nejmann, er det naturligt at pege på netop de spillere som årsagen til, at holdet ser svækket ud. Alle tre var etablerede A-Liga-profiler, der gennem flere sæsoner havde bidraget med kvalitet, erfaring og kontinuitet, og særligt i den defensive organisation efterlader de et hul, som er vanskeligt at lukke fra den ene dag til den anden.
Den forklaring rummer imidlertid kun en del af sandheden.
For AGF’s sportslige udfordringer opstod ikke med sommerens transfervindue. De var allerede tydelige i mesterskabsspillet, hvor holdet hentede blot ét point i syv kampe og gradvist mistede det offensive udtryk, som havde været så markant i slutningen af efteråret. Det var her, man begyndte at se et hold, der havde stadig sværere ved at omsætte gode perioder til reelle målchancer, og som i stigende grad kom til at spille for ikke at begå fejl fremfor aktivt at tage initiativet i kampene.
Sommerens spillersalg har derfor ikke skabt AGF’s krise. De har snarere gjort den mere synlig. Når et hold allerede kæmper med selvtillid, relationer og offensiv gennemslagskraft, bliver tabet af rutinerede kulturbærere naturligvis endnu mere mærkbart. Vendelboe, Mathiasen og Nejmann repræsenterede ikke blot individuel kvalitet, men også lederskab, erfaring og stabilitet i de perioder af kampene, hvor et hold har brug for spillere, der kan fastholde roen og holde fast i de fælles principper.
Derfor bliver det efter min vurdering for enkelt at gøre sommerens transferaktivitet til hovedforklaringen på AGF’s nuværende situation. Den har utvivlsomt gjort opgaven vanskeligere, men den ændrer ikke ved, at tilbagegangen begyndte længe før de første kontrakter blev underskrevet. Hvis AGF skal vende udviklingen, kræver det derfor mere end blot at erstatte de spillere, der er rejst. Det kræver, at klubben genfinder det spillemæssige udtryk og den tydelige retning, som gjorde holdet til en af efterårets mest positive historier.
Et formationsskifte efter én spillerunde fortæller en større historie
Noget af det mest opsigtsvækkende ved AGF’s sæsonstart var ikke nødvendigvis nederlaget til ASA Aarhus. Overraskelser hører trods alt med til fodbold. Mere interessant var den reaktion, der fulgte umiddelbart efter.
Efter blot én spillerunde valgte trænerteamet at ændre formation.
Isoleret set er der naturligvis intet usædvanligt i, at en cheftræner justerer sit taktiske udgangspunkt. Det gør alle trænere i løbet af en sæson. Men tidspunktet gør beslutningen bemærkelsesværdig.
En hel opstart er normalt bygget op omkring nogle få, klare principper. Relationer mellem spillerne skal udvikles, automatismer skal indarbejdes, og holdet skal gradvist opbygge en fælles forståelse af, hvordan man ønsker at spille. Det er netop derfor, at opstartsperioden ofte bliver betragtet som den vigtigste del af sæsonforberedelsen. Her lægger man fundamentet for de kommende måneder.
Når man allerede efter sæsonens første turneringskamp vælger at ændre på det fundament, er det svært ikke at opfatte det som et signal om, at trænerteamet endnu ikke har fundet den platform, de ønsker at bygge videre på.
Det betyder ikke nødvendigvis, at beslutningen er forkert. Ingen udenfor trænerteamet kender alle de overvejelser, der ligger bag. Men den fortæller, at AGF stadig befinder sig i en søgende fase på et tidspunkt, hvor mange af konkurrenterne tværtimod virker mere afklarede i deres identitet og spillestil.
Netop derfor bliver formationsskiftet interessant. Ikke fordi systemet i sig selv afgør, om man vinder eller taber fodboldkampe, men fordi det rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Har AGF en tydelig spillemæssig retning, som alle i og omkring holdet tror fuldt og helt på?
Efter min vurdering er det i virkeligheden dét spørgsmål, der er vigtigere end diskussionen om, hvorvidt holdet spiller med tre eller fire spillere i bagkæden. For når resultaterne udebliver, bliver kontinuitet ofte en større styrke end konstant at lede efter nye svar. AGF har ikke nødvendigvis brug for endnu flere justeringer. De har brug for at træffe nogle klare valg, stå ved dem og give spillerne mulighed for at genfinde den tryghed og de små succesoplevelser, som kun opstår, når de samme principper får lov til at udvikle sig over tid.
Problemet er ikke kvaliteten. Problemet er, at kvaliteten ikke bliver sat fri.
Noget af det mest paradoksale ved AGF’s nuværende situation er, at det fortsat er vanskeligt at pege på spillertruppen som den primære forklaring. Ser man isoleret på de individuelle kvaliteter, råder AGF stadig over en række spillere, som tidligere har vist, at de kan præstere på højt A-Liga-niveau. Der er teknisk dygtige spillere, fart, erfaring og spillere, som tidligere har været afgørende i kampe mod ligaens bedste hold. Derfor bliver det også for enkelt blot at konkludere, at AGF mangler kvalitet.
Det interessante er snarere, at den kvalitet sjældent kommer til udtryk.
Når man ser AGF spille i øjeblikket, får man indtrykket af et hold, der i lange perioder bliver mere optaget af ikke at begå fejl end af at sætte sig selv i position til at afgøre kampene. Bolden bliver flyttet fornuftigt rundt, men tempoet falder gradvist. Beslutningerne bliver mere sikre end modige, og mange angreb ender med at dø ud, før de for alvor bliver farlige. Det er ikke, fordi spillerne mangler evnen til at skabe noget. Det er, fordi de sjældent ser ud til at spille med den frihed og det mod, der er nødvendigt for at udfordre organiserede modstandere.
Det er en mekanisme, mange trænere vil kunne genkende. Når resultaterne udebliver over længere tid, opstår der ofte en naturlig tendens til at minimere risikoen. Man vælger den sikre aflevering frem for den gennembrudsskabende. Man tager en ekstra berøring i stedet for at spille fremad første gang. Man bliver mere optaget af ikke at koste holdet noget, end af selv at skabe forskellen. Problemet er blot, at den tilgang sjældent fører til flere sejre. Tværtimod kan den blive selvforstærkende, fordi den gradvist fjerner det initiativ og den kreativitet, som netop er nødvendig for at bryde en negativ spiral.
Netop derfor tror jeg ikke, AGF’s største udfordring handler om kvaliteten i spillertruppen. Den handler om retning. Om at skabe et spillemæssigt udtryk, som spillerne tror fuldt og helt på, og som giver dem modet til at tage de beslutninger, der kan afgøre kampene. Først når lysten til at skabe noget igen bliver større end frygten for at begå fejl, begynder kvaliteten for alvor at komme til sin ret. Og det er måske den vigtigste opgave, AGF’s trænerteam står overfor netop nu.
Vejen ud af krisen handler ikke om flere ændringer – men om større tydelighed
Når et hold befinder sig i en negativ spiral, er den mest naturlige reaktion ofte at lede efter nye løsninger. En anden formation. Nye relationer. Andre roller. Små taktiske justeringer, der forhåbentlig kan udløse det vendepunkt, alle leder efter.
Den mekanisme er både forståelig og menneskelig. Problemet er blot, at den sjældent løser de grundlæggende udfordringer.
Tværtimod risikerer den at skabe endnu større usikkerhed hos en spillergruppe, der i forvejen leder efter noget at holde fast i.
Efter min vurdering har AGF ikke først og fremmest brug for flere justeringer. Holdet har brug for tydelighed. For at træffe nogle klare valg om, hvordan man ønsker at spille, hvilke principper der skal være styrende, og hvilke relationer der skal have tid til at udvikle sig. Først når spillerne oplever den samme struktur uge efter uge, begynder de automatismer at opstå, som gør, at beslutninger kan træffes intuitivt frem for tøvende.
Jeg har selv som træner stået med hold, der gennem længere perioder havde svært ved at score mål i åbent spil. Erfaringen var, at løsningen næsten aldrig var at starte forfra. Tværtimod handlede det om at skabe nogle rammer, hvor spillerne igen turde spille med mod. Vi begyndte bevidst at fokusere på de små succesoplevelser i stedet for hele tiden at jagte den perfekte præstation. Spillerne blev opfordret til at tage initiativ, udfordre deres direkte modstander og acceptere, at større offensiv risiko også ville føre til fejl undervejs. Budskabet var enkelt: Lysten til at skabe noget måtte være stærkere end frygten for at begå fejl.
Netop den balance synes jeg, AGF har mistet.
Når man ser holdet spille i øjeblikket, virker det ofte, som om forsigtigheden har fået overtaget. Angrebene bliver længere, men sjældent farligere. Bolden cirkulerer, men tempoet falder, og i takt med at beslutningerne bliver mere sikre, bliver de også mindre udfordrende for modstanderen. Det er en udvikling, der kan blive selvforstærkende, fordi manglen på offensive succesoplevelser gradvist svækker troen på de løsninger, spillerne vælger.
Derfor bliver AGF’s vigtigste opgave i de kommende uger ikke nødvendigvis at finde en ny måde at spille på. Den bliver at skabe en tydelig retning og holde fast i den længe nok til, at spillerne igen oplever den tryghed, som gør det muligt at spille med initiativ, mod og overbevisning. For først når holdet genfinder den tro på egne handlinger, kan de individuelle kvaliteter igen begynde at sætte sig igennem.
Nu bliver lederskabet for alvor sat på prøve
Når et hold havner i den situation, AGF befinder sig i netop nu, bliver det naturligt at kigge mod spillerne. Det er dem, der begår fejlene. Det er dem, der taber kampene. Og det er dem, der i sidste ende bliver bedømt på resultaterne.
Men netop nu er det mindst lige så interessant at rette blikket mod den anden side af kridtstregen.
For de kommende uger bliver først og fremmest en prøve på lederskab. Ikke bare på banen – og heller ikke bare på trænerbænken men i mindst ligeså høj grad i kulisserne!
Det sidste der er behov for lige nu, er store følelsesladede taler eller markante kursændringer. I stedet er der brug for evnen til at skabe ro omkring et projekt, der er under pres. Evnen til at holde fast i den retning, man har valgt, også når omgivelserne begynder at stille spørgsmålstegn ved den. Og evnen til at skabe en hverdag, hvor spillerne igen oplever, at de arbejder ud fra nogle tydelige principper og et fælles udgangspunkt.
Kvaliteten i spillertruppen forsvinder ikke fra den ene uge til den anden. Det samme gør ambitionerne heller ikke. Men begge dele mister deres værdi, hvis de ikke bliver sat ind i en ramme, som alle omkring holdet tror på.
AGF’s udfordring handler ikke længere (kun) om at finde endnu en taktisk justering eller endnu en ny løsning. Den handler om at genfinde en identitet, som både spillere, trænere og omgivelser kan genkende. For uden en tydelig retning bliver selv de dygtigste spillere usikre. Og hvis AGF ikke lykkes med det i den kommende periode, risikerer denne sæson ikke blot at blive husket for de mange nederlag. Den risikerer at blive husket som sæsonen, hvor et af dansk kvindefodbolds mest spændende projekter mistede den retning, der få måneder tidligere gjorde klubben til en reel medaljekandidat.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik.
Han er i besidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling. I dag er han ansat som akademi- og talentchef i Viborg FF.
