Både Brøndby IF og Fortuna Hjørring er videre til anden kvalifikationsrunde. De blå-gule vandt sikkert med 4-1 mod Subotica, mens Fortuna Hjørring måtte slide sig videre med 1-1 og dermed 3-1 samlet.
Onsdag aften var der returopgør for både Brøndby IF og Fortuna Hjørring i Europa Cup-kvalifikationen, hvor begge hold havde stærke udgangspunkter med til hjemmekampene.
Brøndby havde vundet med hele 0-5 i Serbien, og derfor lignede det en formsvag på Vestegnen, hvor værterne dog jagtede oprejsning fra weekendens derby-nederlag mod FC København.
Bengt Sætternes gav genvalg til syv af spillerene fra opgøret i Serbien, mens Vanessa Karungi fik sin debut i Brøndby-målet.
Derfra kunne hun se Mila Bischoff sendte Brøndby i front allerede efter ni minutter, og kort før pausen fordoblede svenske Hanna Anderson hjemmeholdets føring.
Efter 76 minutters spil blev hun også dobbelt målscorer, inden Jelena Zbiljic fik reduceret for værterne. I tillægstiden satte Emilie Fink dog trumf på for Brøndby, der med onsdagens 4-1-sejr er videre med en samlet sejr på overbevisende 9-1.
Fortuna måtte slide mere for avancement
Helt så overbevisende gik det ikke for Fortuna Hjørring, der havde en solid 0-2-sejr med fra første opgør ude mod kroatiske Hejduk Split.
På Nord Energi Arena lod målene vente længe på sig. I første opgør blev Josefine Valvik dobbelt målscorer, og onsdag var den 20-årige talentfulde offensivspiller igen på pletten, da hun efter en flot frispilning af Risako Watanabe afdriblede gæsternes keeper og sparkede bolden i det tomme mål.
Ivana Vlajcevic fik bragt lidt spænding ind i slutfasen, da hun udlignede for gæsterne, inden Fortuna-angriber Luna Kostmayer få minutter efter blev udvist med direkte rødt kort for en hård tackling på Hejduk Splits keeper.
Fortuna Hjørring holdt dog stand, og er med en samlet sejr på 3-1 også videre til anden kvalifikationsrunde.
Dermed er både Brøndby IF og Fortuna Hjørring i bowlen fredag, når der trækkes lod til anden kvalifkationsrunde i Europa Cup. Opgørerne spilles 23 og 30. september.












