FC Nordsjællands stjerne-duo nomineret til fornem afrikansk pris

Grace Sery i jubel. Foto: FC Nordsjælland

Både Grace-Ruth Sery og N’Sira Ouédraogo er blevet nomineret til prisen Årets Unge Spiller i Afrika af det afrikanske fodboldforbund.

FC Nordsjællands ivorianske duo Grace-Ruth Sery og N’Sira Ouédraogo har taget den danske A-Liga med storm denne sæson.

Tilsammen har de to scoret hele 17 mål i den danske liga, efter at de begge blev en del af FC Nordsjælland denne sommer, efter at være kommet til Danmark fra klubbens Right to Dream-akademi.

De fornemme præstationer er i den grad også blevet bemærket uden for landets grænser.

Tirsdag blev de to kæmpetalenter fra Elfenbenskysten nemlig nomineret til prisen som Årets Unge Spiller i Afrika af det afrikanske fodboldforbund, CAF.

I alt 10 spillere er nomineret til prisen, og vinderen kåres den 7. december ved prisuddelingen, der afholdes i Lagos.