U15: Tophold testede hinanden i Brøndby

0
788
Lørdagens kamp mellem Brøndby og Skovbakken bød på masser af dueller.

Træningskamp mellem Brøndby og Skovbakken gav smal 2-1-sejr til hjemmeholdet. ”En kamp på et højt, højt niveau,” mente Skovbakkens træner

Af Steen Trolle

Hvem er stærkest, U15-pigerne fra Brøndby eller Skovbakken? Det spørgsmål får man sjældent svar på, for de bedste U15-hold fra to af Danmarks stærkeste kvindeklubber spiller til daglig i de bedste rækker på hver deres side af Storebælt. Men lørdag stod de to hold overfor hinanden i en træningskamp, og dén kamp viste, at holdene styrkemæssigt matcher hinanden fint, og at begge hold spiller godt fodbold med mange individuelle kvaliteter.

”Det var en kamp på et højt, højt niveau mellem to hold, der både kan og vil spille fodbold. Det taktiske var af høj klasse, når man tænker på, at det er U15,” sagde Kim Andersen, den ene af Skovbakkens to trænere efter kampen.

Kampen, som blev spillet over tre halvlege á 30 minutter, gav en smal 2-1 sejr til Brøndby. Skovbakken kom foran midt i første halvleg, Brøndby udlignede i 2. halvleg på et brag af et langskud, og cirka ti minutter før tid blev det 2-1 i en situation, hvor Skovbakken mente Brøndby var klart offside.

Uanset resultatet var Skovbakkens trænere Kim Andersen og Peter Nielsen godt tilfredse med deres egne pigers indsats og med hele initiativet omkring træningsturen til Brøndby, som følges op søndag med en kamp mod et andet stærkt hold, HGI Hillerød:

”Vi har kun tabt én ud af de sidste 24 kampe, så det var rart at komme herover og få noget modstand. Vi mangler fire stamspillere, men dem der var på banen gør det godt i dag,” lød det fra trænerne.

”Det giver noget ekstra, at det er Brøndby. Pigerne havde set meget op til kampen, og personligt for mig som Brøndbyfan var det også en sjov oplevelse,” siger Kim Andersen.

Signe og Monique fra Skovbakken

”Vi får mere modstand, end vi er vant til”
De to Skovbakkenspillere Signe Slothkjær og Monique Shjødt Nielsen havde også smilene fremme efter kampen:

”Jeg synes, vi spillede godt og sad på meget af kampen, i hvert fald i 1. halvleg. Vi har fået at vide at Brøndby er Sjællands bedste, og jeg mener jo, at vi er Jyllands bedste, så det var vel Danmarks to bedste hold, der mødtes her,” siger Signe Slothkjær.

”Det er god ide med sådan en tur her, for vi får meget mere modstand, end vi er vant til, og det er med til at gøre os bedre,” siger Monique Shjødt Nielsen, som på grund af en skade måtte se kampen fra sidelinien.

Flere af disse kampe, tak!

Hos Brøndby var træner Christina Jensen glad for at se sit hold blive matchet på et niveau, som pigerne sjældent oplever:

”Det var en god kamp, hvor pigerne blev mødt af et hårdere fysisk pres, end de er vant til. Det er kampe, som disse, der udvikler spillerne, så dem vil vi gerne have nogle flere af,” siger Brøndbytræneren.

Brøndby kom især under hårdt pres i første halvleg, hvor Skovbakken satte sig på begivenhederne:

”Vi var ikke gode med bolden i første halvleg, og derfor kom vi under pres. Det talte vi om i pausen, og så kom der bedre styr på tingene i 2. og 3. halvleg,” siger Christina Jensen.

Lørdagens træningskamp skyldes et nyt initiativ mellem en række af de store kvindeklubber fra øst og Vestdanmark. For to uger siden spillede Brøndby en tilsvarende kamp mod OB, og planen er at arrangere tilsvarende træningskampe senere på vinteren.

Se mange flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Skovbakken har bragt sig foran 1-0.