Nyt samarbejde: Gå på efterskole og spil elitefodbold i OB

0
1693
Hjemly Idrætsefterskole har allerede i dag et fodboldtilbud til piger. Nu udvides det med et samarbejde med OB.
Hjemly har i forvejen et fodboldtilbud til piger. Nu udvides det med et samarbejde med OB.

Piger og drenge, som drømmer om at kombinere elitefodbold med et år på efterskole, har fået en ny mulighed på Fyn.

Odense Boldklub (OB) har indgået en aftale med Hjemly Idrætsefterskole. Aftalen, som trådte i kraft ved årsskiftet,  betyder, at talentfulde drenge og pigerkan tage 9. og 10. klasse på Hjemly Idrætsefterskole, samtidig med at de træner fodbold på højeste niveau og er tilknyttet divisionsholdene i OB.

Samarbejdet gælder i foreløbig to år. Planen er, at eleverne skal træne fodbold fem gange ugen på skolen og to-tre gange om ugen i OB, hvor de også kan komme til at spille kampe med divisionsholdene. I praksis kan det lade sig gøre, fordi der er gode transportforbindelser mellem OB’s træningsanlæg i Ådalen og Hjemly Idrætsefterskole, der ligger i Ringe.

”For os er det afgørende, at den fodboldmæssige udvikling og de unge menneskers skolegang går hånd i hånd. Vi er overbevist om, at det giver det bedste resultat i sidste ende. Vi er samtidig klar over, at mange i denne aldersgruppe er meget fokuseret på muligheden for at udvikle sig i et efterskolemiljø, og det giver den nye aftale med Hjemly Idrætsefterskole de bedst tænkelige muligheder for,” siger OB´s talentchef Uffe Pedersen.

Blandt underviserne på Hjemly Idrætsefterskole er de to tidligere landsholdsspillere Merete Pedersen og Marlene Kristensen. Merete Pedersen er den mest scorende landsholdsspiller gennem tiderne.

Læs mere om Hjemly Idrætsefterskoles fodboldlinje her.