Elite Bornholms U15-piger efter flot start: Nu bliver det sværere

0
1021
Nichelle Vang passerer BSVs målmand Emilie Agertoft og scorer til 2-0. Foto: Søren Jensen
Nichelle Vang passerer BSVs målmand Emilie Agertoft og scorer til 2-0. Foto: Søren Jensen

Elite Bornholms U15-piger har fået en forrygende start som oprykker i den bedste sjællandske række.  Holdet er ubesejret efter tre kampe, og efter lørdagens hjemmesejr på 3-0 over BSV, er bornholmerne på en foreløbig førsteplads i rækken med syv point.

Træner Jørn Lundberg render dog ikke rundt på solskinsøen med armene i vejret. Han ved godt, at Elite Bornholm stadig mangler at møde rækkens stærkeste modstandere, Brøndby, Hillerød og Ballerup-Skovlunde.

”Det er gået bedre, end vi havde forventet, men vi ved også godt, at fra nu af bliver det sværere. Men som jeg har sagt til pigerne: De kan ikke tage de point fra os, som vi allerede har fået,” siger Jørn Lundberg.

Har trænet hele vinteren

Han forklarer den gode start med en god og grundig forberedelse, som bl.a. har rustet pigerne fysisk til de skrappere udfordringer i 1. division øst.

”Vi har trænet tre-fire gange om ugen, siden vi kvalificerede os i slutningen af oktober. Vi har trænet hele vinteren, også mellem jul og nytår, så jeg synes vi er så forberedte, som vi kan være. Vi halter måske stadig lidt på det tekniske område, men så slår vi i stedet til på fysikken. Målet er, at vi skal kunne presse modstanderne så meget som muligt, og det er lykkedes i de første kampe,” siger Jørn Lundberg om sæsonstarten, hvor Elite Bornholm foruden BSV har spillet to kampe mod GS Elite, som er sluttet 0-0 og 1-0 til bornholmerne.

Elite Bornholms Sille Lindqvist mod BSV's Maja Nielsen. Foto: Søren Jensen

Træner med klubholdet

Elite Bornholm samler de bedste piger fra hele Bornholm. Pigerne er fortsat tilknyttet deres klubhold, så det betyder også, at Jørn Lundberg ikke længere kan samle pigerne tre-fire gange om ugen.

”Klubberne har ligget stille i vinterpausen, men nu er de i gang igen, så nu træner vi kun sammen tirsdag og spiller kamp i weekenden. Pigerne træner så med deres klub om mandagen og spiller en syvmandsturnering med klubholdet om onsdagen. Det er klart, at det giver nogle andre betingelser end når pigerne træner sammen hver gang,” siger Jørn Lundberg.

”Vi vil ikke blive nummer sidst”

Målsætningen for sæsonen er at undgå at blive nummer sidst af de seks hold i 1. division Øst. ”For så vil man sige, at vi ikke har vores berettigelse i 1. division,” som Jørn Lundberg sige.

”Men vi vil selvfølgelig gerne blive blandt de fire bedste. Vi ved dog også at, at det pludselig kan gå stærkt den anden vej, og vi kommer sikkert til kort mod Hillerød og Brøndby. Men vi gør det ikke uden at give dem kamp til stregen,” siger Jørn Lundberg – og tilføjer:

”En af udfordringer er, at pigerne stort set ikke har prøvet at tabe i halvandet år. Så jeg er spændt på at se, hvordan de reagerer, hvis de begynder at tabe …”.

Llæs også: Elite Bornholm klar til 1. division Øst

ELITE BORNHOLMS KAMPPROGRAM:

  • 9/4 Elite Bornholm-GS Elite 0-0 
  • 14/4 GS Elite-Elite Bornholm  0-1 
  • 21/4 Elite Bornholm-BSV 3-0 
  • 5/5 Hillerød GI Damer-Elite Bornholm  Hillerød Stadion  
  • 17/5 Elite Bornholm-Brøndby IF  
  • 19/5 BSV-Elite Bornholm
  • 26/5 BSF-Elite Bornholm  
  • 2/6 Elite Bornholm-Hillerød GI Damer
  • 9/6 Brøndby IF-Elite Bornholm  Brøndby Stadion  
  • 17/6 Elite Bornholm-BSF