U19-EM: Danmark i gruppe med Tyrkiet, Portugal og Rumænien

0
682
"Vi går ydmyge til opgaven," siger landstræner Søren Randa Boldt . Foto: John Ipsen
"Vi går ydmyge til opgaven," siger landstræner Søren Randa Boldt . Foto: John Ipsen

Tyrkiet, Portugal og Rumænien. Det bliver modstanderne i det indledende gruppespil, når det danske U19-landshold til juli spiller EM-slutrunde i Tyrkiet.

Tidligere på dagen blev der trukket lod blandt de otte lande, der deltager i slutrunden, og Danmark undgik ved den lejlighed potentielt sværere modstandere som Sverige, Spanien, Serbien og England.

U19-landsholdets træner Søren Randa Boldt tror dog ikke, at Danmarks gruppe bliver nogen let omgang:

”Rumænien har slået Holland og Frankrig ud af EM-kvalifikationen. Portugal har slået Norge ud, og Tyrkiet er værtsland, der har publikum i ryggen – og er vant til den varme og de forhold, der vil møde os dernede,” siger Søren Randa Boldt til 3f.dk/fodbold.

”Vi skal huske på, at vi kom videre som bedste 2-er, så vi går absolut ydmyge til opgaven,” tilføjer han.

U19-EM spilles den 2.-14. juli. Efter det indledende gruppespil går de to bedst placerede hold i hver gruppe videre til semifinalen.

Læs også: Yeeeees! – U19-landsholdet skal med til EM i Tyrkiet