Brøndbys Camilla Kur skal spille med om USA-mesterskab

0
2737
Camilla Kur Larsen.
Camilla Kur Larsen.

Der venter Brøndby-angriberen Camilla Kur en usædvanlig sommer i fodboldens tegn. Lørdag den 9. juni kan hun være med til at vinde det danske mesterskab med Brøndby, og dagen efter flyver hun til USA, hvor hun skal være med til at kæmpe om det amerikanske mesterskab for klubben Colorado Rapids.

”Jeg har lavet en aftale med Colorado Rapids for perioden 10. juni til 29. juli. Den amerikanske turnering varer to en halv måned, så jeg misser de første fem kampe i USA. Men jeg ville altså ikke af sted før slutspillet er afgjort i Danmark. Jeg vil først vinde DM-guld med Brøndby,” siger den 23-årige Brøndbyspiller.

Hun hørte om muligheden i USA via sin australske holdkammerat Aivi Luik, som også var tæt på at lave en sommerkontrakt med amerikanerne, men som har måttet opgive planerne på grund af en skade. Camilla Kur får selskab af Skovbakkens Katrine Korsgaard, som allerede er på vej til Colorado.

”Jeg tror, der venter mig en spændende oplevelse, der kan udvikle mig rigtig meget både fodboldmæssigt og personligt. Jeg kender ikke rigtig noget til holdet, men jeg ved at de har lavet aftaler med seks andre udlændinge,” siger Camilla Kur, som kan se frem til at skulle spille kampe i det meste af USA.

Indkvarteres privat

Camilla Kur bliver indkvarteret hos en familie i Fort Collins, hvor de øvrige spillere også får bopæl, og herfra vil de dagligt blive fragtet til træning i Denver. Hvis Camilla & Co. gør det godt, så skal Colorado Rapids deltage i finalespillet om det amerikanske mesterskab i slutningen af juli, og derefter går turen hjem til Danmark og træning op mod sæsonstarten i 3F Ligaen.

Du har allerede været igennem en lang sæson med Brøndby. Tror du ikke, at du trænger til ferie, når du kommer hjem?

”Så længe der kun er tale om en enkelt sommer uden pause, så tror jeg det går, men ellers må jeg tage det, som det kommer. Jeg har aftalt med Peer (Lisdorf, træner, red.), at hvis der er brug for det, så kan jeg holde noget ferie, når jeg kommer hjem,” siger Camilla Kur, der ikke er bange for, at udsigten til en spændende USA-oplevelse kommer til at forstyrre koncentrationen under de kommende slutspilskampe.

”Nej, overhovedet ikke. Jeg kan sagtens koncentrere mig om slutspillet – og så vente med at glæde mig til USA-turen bagefter”.