Horsens-træner om sølv: Det har været en fantastisk sæson

0
1000
Horsens' Mathilde Frausing Christiansen i et gennembrud mod Brøndby.
Horsens' Mathilde Frausing Christiansen i et gennembrud mod Brøndby.

Sidste år vandt de guld, i år bliver det ”kun” til sølv. Horsens SIK kan se frem til at modtage medaljer af et lidt billigere metal end sidste år, når U18 DM Ligaen slutter på søndag. Alligevel tøver cheftræner JP Nielsen ikke med at udråbe årets sæson som fantastisk for Horsens SIK, der sikrede sølvmedaljerne med en 2-1-sejr onsdag aften hjemme over KoldingQ.

”Vi er glade for sølvmedaljerne. Vi har skullet opbygge et helt nyt hold i denne sæson, for vi måtte sige farvel til otte spillere efter sidste sæson, og jeg synes vi er nået langt i udviklingen af holdet og de enkelte spillere,” siger JP Nielsen.

Cheftræner JP Nielsen, Horsens SIK.

Han fremhæver, at Horsens SIK har formået at ændre spillestil til meget mere offensiv fodbold. Samtidig er det lykkedes at hæve holdets bundniveau.

”Der skal lyde et stort cadeau til pigerne. De har virkelig rykket sig og viser en rigtig god tilgang til tingene. Der er et godt træningsmiljø, hvor der altid er stor glæde til træningerne, men hvor der også er den ærgerrighed, som der skal være,” siger JP Nielsen.

Coaching og leg

Han arbejder med en meget coachende trænerstil og har fokus på, at legen skal bevares i fodbolden:

”Det er helt afgørende, at lysten til fodbold bevares, selv om man skal træne meget. Desuden arbejder vi meget med at gøre spillerne selvtænkende via coaching. Spillerne skal gøre tingene, fordi de kan se, at det er det rigtige, ikke bare fordi trænerne siger at de skal.  Selvfølgelig har vi et spilkoncept, som vi arbejder ud fra, men det er vigtigt at spillerne selv træffer valg og tager initiativer,” forklarer JP Nielsen.

Kun tre spillere rykker op som seniorer fra den nye sæson, hhv. Camilla Andersen, Anne Kristoffersen og Amalie Breiner. Til gengæld har truppen i foråret fået tilgang af to U15-spillere. Dermed er det i stort omfang det samme hold, som tørner ud for Horsens SIK i den kommende sæson:

”Jeg synes vi har et spændende hold med meget talentpotentiale til den nye sæson,” konstaterer sølvvindernes cheftræner, JP Nielsen.

Læs også: Horsens sikker på sølv efter 2-1 over KoldingQ