Brøndby i glædesrus: “Nu skal vi hjem og fejre mesterskabet”

0
1154
Anfører Malene Marquard Olsen har scoret til 1-0 efter et hjørnespark. Foto: Steen Trolle
Anfører Malene Marquard Olsen har scoret til 1-0 efter et hjørnespark. Foto: Steen Trolle

Den står på fest i Brøndby i aften. Mesterskabet er i hus for 3F Liga-kvinderne, og selv om der venter en pokalfinale på tirsdag og en sidste ligakamp på hjemmebane på lørdag, så skal der festes allerede i dag, understreger cheftræner Peer Lisdorf:

Anfører Malene Marquard Olsen.

”Ja, det her skal f…. fejres nu. Vi kan ikke bare lukke ned for følelserne og gemme dem til på lørdag. Så nu går vi hjem og fester, men vi gør det selvfølgelig moderat,” sagde Peer Lisdorf efter lørdagens kamp i Ballerup, hvor Brøndby sikrede sig mesterskabet med en 2-0-sejr over BSF.

Og festen var allerede godt i gang lørdag eftermiddag i Ballerup idrætspark. Her blev der danset, sunget og kastet med champagne. Og brøndbyspillerne var fuld af glæde:

”Det her en stor forløsning. Det har været vores målsætning hele året, og så det jo fantastisk, når det lykkes.  Det var en svær kamp i dag, for Ballerup-Skovlunde fighter meget, og de lægger godt ud med med et skud på overliggeren. Men vi havde en følelse af, at det nok skulle komme på et tidspunkt, og det gjorde det heldigvis også. Og så var det var jo rart at få målet til 2-0 til sidst,” sagde en glad anfører Malene Marquard Olsen, som selv stod for den første scoring efter en halv time.

Nanna Christiansen.

Midtbanespilleren Nanna Christiansen havde også det store mesterskabssmil fremme:

”Jeg har det megafedt lige nu. Vi er lige blevet Danmarksmestre, så hvad mere kan man ønske sig. Jeg synes også vi i perioder spillede rigtig godt i dag. Det blev selvfølgelig også lidt hektisk på et tidspunkt, og vi brændte nogle store chancer. Men vi vandt, og det er det vigtigste lige nu,” sagde Nanna Christiansen, som også var klar til at feste:

”Ja, det her skal fejres med manér. Men vi har også en pokalfinale på tirsdag, som vi vil vinde – for vi vil have the double”.

En af dem, der brændte et par store muligheder, var topscorer Lise Munk. Men de manglende mål kunne ikke forstyrre glæden hos den tidligere Fortuna-spiller, som skiftede til Brøndby for et år siden:

Lise Munk.

”Målene kommer nok på lørdag i stedet – mod Fortuna – og i pokalfinalen på tirsdag,” sagde hun med et stort smil.

Lise Munk har denne forklaring på, at Brøndby vinder DM-guldet:

”Der har været talt meget om, at vi er et hold, mens de andre mere består af individualister. Men jeg synes, at vi både har en række rigtig gode individualister og samtidig forstår at spille sammen som hold. Vi har også et stærkt sammenhold, og det er det, der har bragt os så langt. I de kampe, hvor vi ikke har spillet så godt, har vi virkelig stået sammen og fightet,” siger Lise Munk.

Læs også: Brøndby vinder DM-guld – igen

Se billeder fra BSF-Brøndby på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Brøndbys spillere takker fansene, da mesterskabet er i hus.