TÆT PÅ U19-LANDSHOLDET: Carola Schneider, KoldingQ

0
2007
Carola Reusing Schneider i kamp mod Team Viborg. Foto: KoldingQ
Carola Reusing Schneider i kamp mod Team Viborg. Foto: KoldingQ

FODBOLD FOR PIGER tæller ned til sommerens U19 EM-slutrunde i Tyrkiet med miniportrætter af de danske EM-spillere. Vi har stillet de samme spørgsmål til alle spillere. I dag svarer Carola Reusing Schneider, KoldingQ:

Carola Reusing Schneider

Alder: 19 år

Position: Angriber/kant

Tidligere klubber: Kolding IF

Favorithold: Ajax

Favoritspiller: Robben 

Største fodboldoplevelse som fodboldspiller indtil nu: Da jeg blev udtaget for første gang til en længere tur, hvor vi skulle til Schweiz. Jeg fik det at vide i flyet på vej hjem fra USA med mit fodboldhold at jeg var udtaget til træningsturen med U19 landsholdet. En anden oplevelse var da jeg vandt bronze med U18 holdet i 09/10. Ingen vidste at vi kunne få bronzen, så den var i Odense, men vi overraskede! Den største oplevelse bliver helt klart EM.. Det bliver en uforglemmelig oplevelse!

Derfor begyndte jeg at spille fodbold: Fordi min far var træner for nogle drenge på min alder, så begyndte jeg på det hold. Jeg begyndte også fordi det var sjovt. Det bedste er et godt fællesskab på et fodboldhold.

Mine fodboldmål i 2012: Mit mål er at være med til at gøre en forskel til EM og få spilletid. Et af mine mål er også at komme på U23 landsholdet.

Mine ambitioner som fodboldspiller: Mine ambitioner er hele tiden at udvikle mig som fodboldspiller og blive bedre og bedre!

Mine styrker som fodboldspiller: Jeg er hurtig og kan true mange forsvar i bagrummet. Jeg har altid haft en vinderattitude, og jeg er derfor også en aggressiv spiller! 

… og mine svagheder (det skal jeg blive bedre til): Mine svagheder er at tage bolden ned med brystet når jeg får høje bolde op til mig når jeg spiller spids. Jeg skal blive bedre til at blive spillet i fødderne og holde fast i bolden, så man kan spille op på mig! Man kan altid forbedre førsteberøringen og arbejde med overblikket over banen og spillet.

Derfor klarer U19-landsholdet sig så godt: Vi klarer os godt fordi vi har et knald godt sammenhold, hvor der er plads til alle. Vi har højt humør både inde og uden for banen. Vi er et hold der kæmper for hinanden, hvor en sejr er hele holdets fortjeneste.

Bud på Danmarks placering ved U19 EM-slutrunden: 3. – 4. pladsen.

Bud på vinder af U19 EM-titlen: Sverige.

Det laver jeg, når jeg ikke spiller fodbold: Jeg går på handelsskolen i Kolding (IBC) og når jeg enten ikke er i skole eller til træning er jeg sammen med nogle veninder eller hygger med familien. Jeg kan godt lide at se fodbold, så jeg er tit ude at se andre kampe i enten 3F ligaen, U18 ligaen eller noget herrebold. Fodbold tager meget af fritiden, og det er skønt så længe det er sjovt at spille.