U18: Hillerød fik rejst sig efter Thisted-kollaps

0
745
Hillerød i gult og BSF i rødt spillede 0-0 søndag i Hillerød. Foto: John Jessen Hansen

Hillerøds U18 DM-piger fik i weekenden rejst sig efter sidste uges kollaps, hvor det blev til et nederlag på hele 10-1 ude mod topholdet  Thisted. Hjemme i Hillerød blev det søndag til uafgjort 0-0 mod Ballerup-Skovlunde (BSF), og bagefter var stemningen i top hos hjemmeholdet, som er nye i U18 DM-rækken:

Foto: John Jessen Hansen

”Pigerne var ikke til at skyde igennem efter kampen. De havde armene over hovedet og følte det nærmest som om de havde vundet,” siger træner Frank Viggo Rasmussen.

Han har sammen med resten af trænerteamet brugt ugen på at sparke ny selvtillid ind i pigerne:

”Vi har talt en del med pigerne efter Thisted-kampen. Vi slog allerede mandag en streg over kampen og har så brugt tid på at tale om, at pigerne jo ikke er blevet dårligere fodboldspillere, fordi vi tabte i Thisted. Vi har også talt om, at de skulle glæde sig til BSF-kampen, for det er kampe som disse – et lokalopgør med masser af nerve – som er sjove at spille. Og det budskab har de taget imod. De beviste i dag, at de hører hjemme i U18 DM-rækken,” siger Hillerødtræneren.

Han havde ændret lidt på pladserne i forhold til Thisted-kampen. Fokus var en stærk defensiv, så spillerne havde en god basis at falde tilbage på, hvis holdet kom under pres:

”Jeg synes 0-0 var et retfærdigt resultat. Vi står rigtigt godt i dag, med en god organisation, og vi viser masser af vilje. Samtidig står vores målmand Louise Hansen en rigtig god kamp,” siger Frank Viggo Rasmussen.

Med dagens point er Hillerød på 11. pladsen med fem point. I næste runde, som spilles om to uger, skal Hillerød til Kolding, som søndag fik 2-2 mod Næsby. Næste hjemmekamp er mod Vejle, som er ét point efter Hillerød.

Se flere fotos på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

WEEKENDENS RESULTATER FRA U18 DM LIGAEN

Skovbakken-Varde 2-1
Næsby-KoldingQ 2-2
Team Viborg-Vejle 4-1
Fortuna Hjørring-Horsens SIK 5-1
Brøndby-Thisted FC 2-5
Hillerød-BSF 0-0