Vejle dropper 3F-ligaen

0
877

Fra næste sæson er det slut med 3F Ligafodbold i Vejle. Bestyrelsen i Vejle Boldklub har besluttet, at klubben ikke vil søge om licens til 3F Ligaen for sæsonen 2013-2014. Det skyldes, at klubben ikke ser sig i stand til at leve op til de nye skærpede krav til økonomi, mandskab og faciliteter, som DBU kræver af 3F Ligaholdene fra næste sæson, fremgår det af en meddelelse på klubbens hjemmeside.

”Disse forhold har vi i bestyrelsen drøftet indgående på de seneste møder. En enig bestyrelse har besluttet, at Vejle Boldklub ikke søger 3F kvindeliga licens for sæsonen 2013/2014 (…) Vi har som ansvarlige for klubben et ansvar for, at midler og indsatser hænger sammen. Det har vi ikke fundet var tilfældet med de øgede krav, der stilles fremadrettet,” hedder det i meddelelsen, som er underskrevet af Vejle Boldklubs formand Søren Pagh Pedersen.

Vejle Boldklub stiller i stedet op i kvindernes 1. division i næste sæson.

”Det er vi overbeviste om, er det rigtige for klubben med vores nuværende formåen,” skriver klubben, som understreger, at beslutningen ”på ingen måde, at vi nedprioriterer kvindefodbolden”.

Vejle Boldklub ligger lige nu på næstsidstepladsen i 3F Ligaen. Holdet tabte lørdag 2-7 til KoldingQ.

FOTO: Vejle Boldklubs 3F Ligahold.