NÆSBY-TRÆNER KÅRET TIL DANMARKS BEDSTE UNGDOMSTRÆNER

0
1043

Jesper Bendixen, der er U15-træner i Næsby Boldklub, er blevet kåret som “Danmarks bedste ungdomstræner” af Danmarks Idræts-Forbund. Det er første gang prisen uddeles, og Jesper Bendixen vinder i konkurrence med 191 trænere fra 35 forskellige idrætsgrene.

Jesper Bendixen blev indstillet til prisen af spillerne på holdet. De kalder ham både entusiastisk, velforberedt og hjælpsom:

“Vores træner Jesper skal nomineres, fordi han er der altid, når man har brug for en. Han forstår vi unges tanker. Han er med til at gøre drømmen til virkelighed og hjælper, hvis man har nogle problemer, om det er fodboldmæssigt eller privat. Han har plads til talenter, og breddespillere. Seriøsitet og sjov er begge en del af træningen,” lyd det bl.a. i indstillingen fra Næsby-pigerne.

Jesper Bendixen: “Det er helt vildt”

Jesper Bendixen fik overrakt prisen ved et indendørsstævne i Odense lørdag og han er både overvældet og stolt :

”Det er helt vildt det her. Jeg havde hørt, at pigerne havde indstillet mig, men jeg vidste ikke, at kåringen fandt sted i dag. Og jeg regnede slet ikke med, at jeg ville vinde. Det er et kæmpe skulderklap, for det betyder, at pigerne kan lide det arbejde, som jeg udfører. Det er jeg både stolt og glad over,” siger han i en pressemeddelelse fra DBU.

Den nye pris skal sætte fokus på ungdomstræneren som omdrejningspunktet for et godt socialt fællesskab på holdet. Den blev søsat tidligere på året via facebook og alle 13-17-årige idrætsudøvere har kunnet indstille deres træner.

“Det handler ikke om, hvorvidt træneren skaber sportslige resultater, men om hvordan udøverne har det socialt til både træning og kamp. For et godt fællesskab er med til at fastholde de unge i idrætten. Det vil vi i DIF gerne slå et slag for,” forklarer projektleder og DIF-konsulent Helle Carlsen om prisen.

“Jesper møder de unge i øjenhøjde”

Hun siger om prismodtageren:

“Jesper Bendixen repræsenterer den rummelige træner, der møder de unge i øjenhøjde. Han er en fagligt stærk træner, der stræber efter at dygtiggøre sig, men han er også en rollemodel og mentor for de unge. Han forstår at give både bredde- og elitespillere udfordringer og forstår at få alle til at føle sig værdsatte, velkomne og nødvendige for holdets fællesskab. Jesper Bendixen ser en udfordring i at få den enkelte udøver til at vokse både som spiller og som menneske. Han stiller krav og sætter rammer, men altid på en måde så de unge føler sig trygge. Jesper Bendixen har med andre ord både hjerne og hjerte med i sin gerning som ungdomstræner. Stort tillykke til Jesper Bendixen”.

Jesper Bendixen får som synligt bevis på titlen en pokal og en rejse for to til Club La Santa, mens hans U15-hold får diverse sportstøj, -rekvisitter, -billetter og meget mere. Præmierne er skænket af Club La Santa og DIF’s specialforbund.

FOTO: Jesper Bendixen, U15-træner i Næsby Boldklub, er kåret som Danmarks bedste ungdomstræner. Det er spillerne på holdet, der har indstillet Jesper. Foto: Steen Trolle