Lise Munk skifter til Frankfurt

0
1483


Brøndby-angriberen Lise Munk skifter til den tyske klub Frankfurt, som hun har skrevet kontrakt med frem til sommeren 2014.

”Jeg har hele tiden haft det mål med min karriere, at jeg gerne ville udvikle mit spil i en klub på et højere niveau. Min plan var, at det skulle ske fra sommeren 2013, men så kom der pludselig en henvendelse fra Frankfurt, som jeg ikke kunne sige nej til,” siger Lise Munk til 3f.dk/fodbold.

Lise Munk, der kom til Brøndby fra Fortuna Hjørring i sommeren 2011, flytter til Frankfurt torsdag og rejser med sin nye klub på træningslejr til Tyrkiet på søndag. Den  tyske turnering starter op igen den 17. februar.

”Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg tror det vil udvikle mit spil. Vi skal træne otte gang om ugen og så skal der spilles kampe, så det kommer til at handle meget om fodbold,” siger Lise Munk, som også kommer til at give en hånd med på den fodboldskole, som den tidligere danske landsholdsspiller Louise Hansen driver i samarbejde med Frankfurt-klubben.

Landstræner Kenneth Heiner Møller kalder skiftet ”utrolig positivt”:

”Det er stort, at en klub som Frankfurt, der er et af de bedste klubhold i Tyskland, ansætter Lisemunk. Hun kommer til at træne sammen med en række klassespillere,” siger landstræneren til 3f.dk/fodbold.

FOTO: Lise Munk skal nu score mål for den tyske klub Frankfurt. Foto: Steen Trolle