BSF-TRÆNER EFTER 0-2 TIL BRØNDBY: YDERST GODKENDT

0
973


”En yderst godkendt præstation”. Sådan kalder 3F Liga-træner Denni Conteh fra Ballerup Skovlunde Fodbold (BSF) sine troppers indsats i torsdagens træningskamp ude mod mestrene fra Brøndby. Kampen sluttede ganske vist med en 2-0-sejr til Brøndby, men BSF havde flere store muligheder, som ikke blev udnyttet.

BSF fik underkendt et mål ved stillingen 0-0 i anden halvleg. Fem minutter senere kom Brøndby på 1-0 på et frispark 25 meter fra målet, som tog stolpen og gik ind, og tre minutter senere blev det til yderligere en Brøndby-scoring.

I slutfasen fik BSF kæmpet sig tilbage i kampen og få minutter før tid havde gæsterne et skud på overliggeren, hvor riposten landede for fødderne af en BSF-spiller, der nærmest frit for mål fik ramt bolden skævt.

”En rigtig flot indsats af holdet, som kunne være blevet til mere. Vi skal lære at efter lidt modgang  skal vi hurtigere op på hesten igen, for der er ikke tid til at ærgre sig i 10 minutter, for så bliver man straffet. Vi skal blive bedre i modgang og ikke lade os slå ud så let. Det må vi arbejde på,” skriver BSF-træner Denni Conteh om kampen.

FOTO: “Vi skal blive bedre i modgang,” lyder vurderingen fra BSFs træner Denni Conteh efter 2-0-nederlaget torsdag aften til Brøndby. Arkivfoto: Steen Trolle