Hillerøds U13-piger vandt ”The Double”

0
1053
Hillerøds U13 1-piger fejrer sejren ved finalestævnet i Helsinge.
Hillerøds U13 1-piger fejrer sejren ved finalestævnet i Helsinge.
Hillerøds U13 1-piger jubler sejren ved finalestævnet i Helsinge.

Hillerøds U13-piger hentede hele to mesterskaber, da pigerne i weekenden deltog ved DBU Sjællands store finalestævne i Helsinge. Hillerød vandt finalerne både række 1 og række 3, og for vinderne i række 1 var der tale om The Double, eftersom pigerne for en måned siden vandt den sjællandske pokalfinale for U13-piger.

At sæsonen slutter med en finalesejr i række 1 overrasker lidt. Hillerød har i dette forår valgt at stille op med to nogenlunde lige stærke hold i den bedste række for at udvikle pigerne. Derfor har det ikke lige ligget i kortene, at der skulle spilles med om førstepladsen, men Hillerød fik kæmpet sig op på en fjerdeplads og kom dermed med til finalestævnet.

Her blev det til sejre over Allerød og Kalundborg og uafgjort mod BSF, som blev nummer et i forårets U13 1-række. Dermed kom finalen til at stå mellem Hillerød og BSF, og efter uafgjort i finalen, lykkedes det Hillerød at hente guldet via straffesparkskonkurrencen, hvor Hillerøds målmand Thea Brich reddede tre af BSFs spark.

”HGI Damefodbolds store satsning på at være en breddeklub med en elitesatsning begynder for alvor at bære frugt. Den nuværende U13 årgang er en meget talentfuld årgang og det har helt sikkert styrket tilgangen af talentfulde piger fra vores naboklubber i Nordsjælland,” siger formanden for Hillerød GI Damefodbold, John Bjørn Olsen.