Kvindefodbold er en dårlig forretning i Sverige

0
928
Vittsjö, der her ses i en træningskamp mod Brøndby, er en af de få klubber, som fik overskud i 2012.
Vittsjö, der her ses i en træningskamp mod Brøndby, er en af de få klubber, som fik overskud i 2012.
Vittsjö, der her ses i en træningskamp mod Brøndby, er en af de få klubber, som fik overskud i 2012.

Selv om kvindefodbold trækker betydeligt flere tilskuere i Sverige end i Danmark, så er det langt fra nogen god forretning.

Det svenske fodboldforbund har lavet en analyse af  økonomien i de 12 klubber i den bedste svenske række, Damallsvenskan, og resultatet er temmelig nedslående: Klubberne gav sidste år et samlet drifts-underskud på 6,3 millioner svenske kroner (5,5 millioner danske kroner), og flere klubber har en negativ egenkapital.

Det samlede underskud i 2o12 var næsten fire millioner sv. kroner større end året før, og kun fem klubber formåede i 2012 at lave et plus på bundlinjen.

Størst var underskuddet i AIK Stockholm, der tabte 2,1 millioner sv. kroner i 2012 . Bedst gik det for oprykkerne fra Vittsjö. De fik et overskud på 404.000 svenske kroner (355.000 danske kroner).

I alt havde klubberne  i Damallsvenskan samlede indtægter i 2012 på 91,9 millioner sv. kroner (ca. 80 mill. danske). Det var faktisk 12 procent mere end 2011,  hvilket blandt andet skyldes øgede billetindtægter, fordi klubberne deler færre gratis billetter ud end tidligere. Men de øgede indtægter blev spist op af øgede udgifter. Klubberne skruede således op for deres omkostninger med 16 procent i 2012.

Kun få kan leve af fodbolden

Analysen viser i øvrigt, at det er de færreste af spillerne i Damallsvenskan, der kan leve af deres sport. Gennemsnitetslønnen for spillerne i den bedste række steg ganske vist fra 7.572 sv. kr. pr. måned i 2011 til 11.008 sv. kr. i 2012. Men tallet dækker over store forskelle og med et gennemsnit på knap 10.000 danske kroner pr. måned er de fleste spillere nødt til at have arbejde eller andre indtægter ved siden af.

Men så er det vel en god forretning at kvalificere sig til kvindernes Champions League? Ikke i følge undersøgelsen fra det svenske fodboldforbund. To klubber – Malmö og Göteborg – deltog i Champions League-gruppespillet i 2011-2012, og denne deltagelse gav et samlet minus på 747.000 sv. kroner, fremgår det.