Herfølge/Køge fejrer nyt samarbejde med U18-oprykning

0
1588
U18-pigerne fra Herfølge/Køge Pige FC efter søndagens sejr over FC Øresund.
U18-pigerne fra Herfølge/Køge Pige FC efter søndagens sejr over FC Øresund.
U18-pigerne fra Herfølge/Køge Pige FC efter søndagens sejr over FC Øresund.

Ti måneder efter, at Herfølge Boldklub og Køge Pige FC startede et samarbejde omkring en fælles pigetalentafdeling,  høstede holdsamarbejdet søndag de første store frugter af samarbejdet.

Det skete, da Herfølge/Køges U18 piger vandt 4-0 på udebane over FC Øresund, og dermed sikrede sig oprykning til 2. division øst.

Det var der ingen, der havde drømt om,  da de to klubber den 1. januar 2013 gik i gang med at opbygge et fælles talentmiljø for fodboldpiger på Østsjælland. På det tidspunkt var der kun U14- og U16-piger i de to klubber, men det nye talenttiltag med morgentræning, samtræning med drenge og træningspas med talenttrænere fra Herfølge Boldklubs drengeafdeling har formået at lokke flere piger til de nye fælleshold, og i sommer lykkedes det at stable et U18-hold på benene med årgang 98ere og 99ere.

Herfølge/Køge Pige FC slog Øresund 4-0.
Herfølge/Køge Pige FC slog Øresund 4-0.

“Holdet indledte sæsonen noget famlende, men de fik hurtigt styr på spillet og  forud for dagens kamp mod FC Øresund  var Herfølge/Køge ubesejret i syv kampe. Derfor var kampen en direkte duel om oprykning. FC Øresund kunne klare sig med uafgjort, mens Herfølge Boldklub-Køge Pige FC skulle vinde kampen,” fortæller Søren Østergaard, Pigetalentkoordinator i Herfølge Boldklub-Køge Pige FC.

Herfølge/Køge-pigerne havde i starten af søndagens kamp svært ved at spille sig gennem det kompakte FC Øresund-forsvar. Men et drømmehug fra 25 meters afstand satte gang i scoringerne og ved pausen stod der 3-0 til Herfølge/Køge – en stilling der voksede til yderligere 4-0 i anden halvleg, hvorefter det unge U18-hold kunne fejre oprykningen med boblevand.

Oprykningen betyder, at en ret smal spillertrup nu skal suppleres med yderligere  et par spillere. Hertil kommer at holdet også skal have nyt trænerteam, da de  nuværende trænere Alex Pedersen og Henrik Zuberlein af tidsmæssige årsager har valgt at stoppe. Cheftræner for U16-holdlet Søren Andersen og pigetalentkoordinator Søren Østergaard er dog allerede i gang med at finde et nyt trænerteam og de er ret optimistiske.

”Vi er ret sikre på at vi nok skal finde et godt træner team der matcher vores piger, som samtidig med at de er ambitiøse også har fokus at fodbold skal være sjovt,” siger Søren Østergaard.

Oprykningen fejres efter udesejren på Hørsholm Stadion.
Oprykningen fejres efter udesejren på Hørsholm Stadion.