U18: Skovbakken går på vinterferie som ubesejret

0
893
Skovbakkens U18 DM-trup, som har hentet 22 point i sæsonens ti første kampe.
Skovbakkens U18 DM-trup, som har hentet 22 point i sæsonens ti første kampe.
Skovbakkens U18 DM-trup, som har hentet 22 point i sæsonens ti første kampe.

2013 har været et vendepunkt for Skovbakkens U18 DM-piger, som slutter efterårssæsonen med at ligge i toppen af ligaen. Skovbakken er gået fra bunden til toppen, og i denne sæson er holdet ubesejret efter 10 kampe, hvor det er blevet til seks sejre og fire uafgjorte.

Senest blev det i weekenden til en 3-1-sejr ude over Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), og den sejr får træner Kim Leth Andersen til storrose spillerne på klubbens hjemmeside:

“Vi var aggressive i alt hvad vi lavede – duelspil, presspil, genpres og vi løb de ekstra meter for hinanden, både når vi havde bolden for at skabe plads for hinanden , og også når det gjaldt returløbene (…) Vi spillede noget af det bedste fodbold, jeg har set i denne sæson i ligaen,” skriver Kim Leth Andersen.

Han fortæller, at kampen havde særlig betydning for ham som træner. Dels har han aldrig vundet over BSFs træner John Froman før – dels kunne han allerede fra starten af sæsonen se, at opgøret i Ballerup ville få stor betydning for stillingen i toppen:

“Og det var hvis ikke kun mig, der havde set det vigtige i denne kamp. Pigerne havde også forstået, hvor vigtig denne kamp ville være. (…) Jeg har aldrig set et pigehold være så tændte og være så fokuserede til et taktikmøde inden en kamp. Det lyste ud af dem, at de var klar til kamp – og sikke en kamp de unge damer spillede,” skriver Skovbakken-træneren.

Med sejren sætter Skovbakken punktum for et 2013, hvor 22 kampe har givet 15 sejre, fem uafgjorte, to nederlag og en målscore på 73-25:

“Det har været et 2013, hvor vi har udviklet os meget som hold. Vi er gået fra at være et hold som lå i bunden at ligaen, til nu hvor vi ligger i toppen og modstanderen ofte stiller sig tilbage for at spille på omstilling,” skriver  Kim Leth Andersen.