16-årige Nicoline Sørensen skriver kontrakt med svensk topklub

0
3057
Nicoline Sørensen i aktion for FC Rosengård, det tidligere LdB FC Malmø.
Nicoline Sørensen i aktion for FC Rosengård, det tidligere LdB FC Malmø.
Nicoline Sørensen i aktion for FC Rosengård, det tidligere LdB FC Malmø.

Den danske U-landsholdsspiller Nicoline Sørensen er som en af de yngste spillere nogensinde blevet professionel i den bedste svenske kvindeliga, Damallsvenskan.

Nicoline Sørensen, der er 16 år, har siden august været tilknyttet det svenske mesterhold LdB FC Malmø, og klubben, som  har skiftet navn til FC Rosengård, har nu skrevet kontrakt med danskeren, der kommer fra Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF).

“Det er gået meget stærkere end jeg havde forventet. Jeg har trænet fast med A-holdet igennem de sidste seks måneder og været udtaget til Champions League kampene sidste år, så jeg var godt klar over at det gik rimelig godt. Men at det gik så hurtigt, og at jeg skulle stå med en rigtig seniorkontrakt med Sveriges bedste hold allerede nu, er jeg overrasket over og utrolig glad for,” siger Nicoline Sørensen.

Malmø er regerende svenske mestre og tæller en række af ligaens største profiler, blandt andet schweiziske Ramona Bachmann, der blev kåret til 2013-sæsonens mest værdifulde spiller.

“Det er en topprofessionel organisation, og spillerne er nogle af de bedste i Europa, så det er helt fantastisk, og jeg har fået nogle utrolige udviklingsmuligheder. Jeg har naturligvis skulle vende mig til spillestilen og det utroligt høje tempo, men jeg synes det er gået rigtig fint. Klubben og trænerne tror virkelig på mig,” siger Nicoline Sørensen.

Hun har været i start-11’eren i de første to træningskampe og i den seneste træningskamp blev det til Nicolines første mål, da hun sendte et oplæg fra den tyske landsholdsspiller Anja Mittag i netmaskerne. Nicoline Sørensen er med i truppen til weekendens kamp mod det danske tophold Fortuna Hjørring og i denne og kommende kampe handler det om at få så meget spilletid som muligt:

“Jeg håber at få mest mulig spilletid i Damallsvenskan i denne sæson, og målet på sigt er naturligvis en plads i start 11-eren. Den ældste spiller på holdet er Therese Sjøgran (37-årig legendarisk svensk landsholdsspiller, red.) og hun gør det stadig helt fantastisk. Det er en ære at spille sammen med sådanne spillere, faktisk havde hun debut på det svenske A-landshold før jeg blev født, så min tid skal nok komme,” siger Nicoline Sørensen.

Når hun ikke træner og spiller fodbold i Malmø, går Nicoline i 1. G på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg:

“Jeg går på Team Danmark-linjen og er utrolig glad for at skolen hjælper mig med at få det hele til at hænge sammen. Det kræver meget disciplin og mine dage er meget strukturerede og lange, men heldigvis får jeg meget støtte og forståelse og derfor er det muligt,” siger den nyslåede unge danske udlandsprof.

Nicoline Sørensen, der hidtil har spillet på U17-landsholdet, er i øvrigt netop blevet udtaget til U19-landsholdet, der 6.-13. marts deltager i en turnering i La Manga i Spanien.