OB slog topholdet i testkamp

0
1203

OB logoOBs 3F-kvinder satte det perfekte punktum for sine sæsonforberedelser, da holdet i weekenden vandt 2-0 over topholdet Fortuna Hjørring i en testkamp i Odense.

Både OB og Fortuna måtte undvære flere profiler, som er med U19- og A-landsholdet i Sydeuropa, og det prægede kampen, som især i første halvleg var chancefattig.

Begge OBs scoringer faldt i anden halvleg. Majbritt Henningsen afdriblede Fortunas målmand og gjorde det til 1-0, mens Louise Larsen lukkede og slukkede  med en scoring til 2-0 efter bandespil med Mille Knudsen.

“Første halvleg var lidt rodet og vi var slet ikke aggressive nok i forhold til den måde, vi gerne ville spille på. Det blev meget bedre efter pausen. Vi så lidt trætte ud i dag, men det er egentlig også meningen, da vi de sidste 14 dage har trænet hårdt. Nu har vi en uge til at komme til kræfter og skærpe detaljerne i spillet, og jeg synes vi er godt forberedt til sæsonen,” sagde OB’s cheftræner, Thomas Hansen, efter kampen.

OB spiller på lørdag pokalkamp mod B1913 i Marienlyst.