Nørre Alslevs U14 piger vinder Sjællandsmesterskabet

0
1452
Glade U14-sjællandsmestre fra Nørre Alslev Boldklub.
Glade U14-sjællandsmestre fra Nørre Alslev Boldklub.
Glade U14-sjællandsmestre fra Nørre Alslev Boldklub.

En lang sæson med mange sejre og kun et nederlag blev forleden kronet med et sjællandsmesterskab i U14 pige rækken for 7 mandshold under DBU Sjælland. Dermed kunne Lolland-Falster klubben Nørre Alslev Boldklubs piger også kalde sig for Sjællands bedste U14 i 7 mands-fodbold efter at have domineret den lokale Lolland-Falster U13 række i året forinden.

Pigerne havde vundet den indledende pulje efter lutter sejre og kun 1 nederlag, og havde dermed kvalificeret sig til det store Final 4 stævne.

NABs piger mødte TFC Odsherred i finalen om Sjællandsmesterskabet ved DBU Sjællands store Final 4 stævne i Borup.

“Finalen blev vundet med 2-1 efter en overbevisende indsats, hvor NAB var spilstyrende gennem hele kampen. Sejren kunne nemt have været større, da pigerne havde flere store målchancer, der kun takket været en godt spillende Odsherred målmand ikke gav flere mål,” fortæller Søren Knudsen,  træner for U14 holdet i Nørre Alslev Boldklub.

NAB var kommet i finalen efter et sandt drama i semifinalen mod Tune IF. Den ordinære kamp var endt 4-4 efter en meget tæt og jævnbyrdig kamp, hvor de to hold skiftedes til at føre. Efter to velspillede halvlege med flotte mål i begge ender sluttede kampen uafgjort.

Alle NABs mål i semifinalen blev scoret af holdets frontangriber Cecilie Vingsøe. Hun scorede også begge mål i finalen.

Semifinalen skulle afgøres på straffesparkskonkurrence. Holdene brændte hver et skud i den første runde af fem spark, og nu skulle det afgøres med et spark ad gangen.

Første skytte fra NAB var målmand Christine Hansen, der meldte sig frivilligt til at tage sparket. Og hun var iskold og scorede sikkert på Tune målmanden. Derefter gik hun selv ind i målet, og hvis hun reddede sparket, var NAB i finalen.

Tune spilleren skød højt, men Christine Hansen fik hænder på bolden og slog den på overliggeren. Dermed blev hun dagens store helt, og NABs U14 piger var i finalen mod TFC Odsherred.

I finalen var der aldrig tvivl om resultater. NAB spillerne sad på kampen fra start til slut og kunne fortjent trække sig sejrrigt ud af finalen med retten til at kalde sig Sjællandsmestre.

”Det er en flot præstation af pigerne. De har arbejdet hårdt for det her hele sæsonen og derfor er det fuldt fortjent, at de ryger helt til tops på Sjælland i 7mands fodbold,” siger Søren Knudsen, der er træner for U14 holdet.

Holdet har i de seneste sæsoner vundet de lokale Lolland-Falster rækker både udendørs og indendørs, og derfor har holdet søgt nye udfordringer ved at melde sig til turnering under DBU Sjælland.

”Det har bare gjort pigerne bedre og stærkere, at de møder gode holde i de fleste kampe. Det skærper dem, og derfor har det løftet holdet udviklingsmæssigt at de er ”flyttet” hjemmefra og rykket til Sjælland”, siger holdets træner Søren Knudsen.

Jubel efter præmieoverrækkelsen ved Final 4-stævnet i Borup 22. juni.
Jubel efter præmieoverrækkelsen ved Final 4-stævnet i Borup 22. juni.