Brøndby slog AaB i premieren på den nye U17 DM-liga

0
902
Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle

Brøndby fik en sejr og AaB fik vist, at de godt kan være med, da den nye landsdækkende U17 DM-liga lørdag åbnede med et opgør mellem Brøndby og AaB på Brøndby Stadion.

Brøndby dominerede første halvleg og gik til pausen med en føring på 2-0, men i anden halvleg fik AaB spillet sig ind i opgøret, og efter en reducering til 1-2, var nordjyderne tæt på at udligne, inden Brøndby fik lukket kampen med scoring til 3-1 efter et hjørnespark i sidste minut.

U16-landsholdsangriberen Maria “Mini” Hovmark stod for Brøndbys to første scoringer, Pernille Pedersen fik reduceret for Aab, mens endnu en landsholdsspiller – Cecilie Nielsen – scorede det sidste Brøndby-mål.

“Vi er på overarbejde i første halvleg, hvor Brøndby er stærkest. Men så får vi rettet op på tingene i pausen og vores anden halvleg er mere end godkendt,” sagde AaBs træner Henrik Larsen efter kampen.

AaB var på forhånd spændt på niveauet i den nye U17 DM-liga, eftersom hverken spillerne, klubben eller træneren for den sags skyld har nogen erfaringer fra U18 DM-ligaen.

“Vi har været spændt på at se, hvor vi står i forhold til de andre hold. Vi har jo ikke rigtig haft noget at måle os med. Men efter første halvleg, hvor vi havde fokus på at stå kompakt og ikke give Brøndby for meget plads at spille på, så sagde jeg til pigerne i pausen, at ‘vi godt kan være med her, hvis vi tror lidt mere på tingene’. Derefter synes jeg vi får arbejdet os godt ind i kampen. Pigerne tør holde mere i bolden og spille længere fremme på banen i 2. halvleg, og derfor kan vi tage rigtig meget med videre fra denne kamp,” siger Henrik Larsen.

Brøndby jubler efter sæsonens første scoring. Foto: Steen Trolle
Brøndby jubler efter sæsonens første scoring. Foto: Steen Trolle

“AaB trykker os tilbage i anden halvleg”

AaB-trænerens udlægning af kampen svarede fint til oplevelsen hos Brøndbys træner Christina Jensen:

“Vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor vi lykkes med mange af de ting, vi gerne vil. I anden halvleg får AaB kæmpet sig flot ind i kampen. De får trykket os tilbage og finder så at sige revnerne i vores organisation, og vi begynder at lave nogle individuelle fejl, der også kommer til at koste et mål,” siger hun.

Hun har også været spændt på niveauet i den nye liga og er optimistisk:

“Jeg synes det ser spændende ud. Vi har mødt flere af holdene i Brøndby Cup (sommerturnering, red.) og ud fra det jeg har set, så tror jeg det bliver en mere fodboldspillende række end sidste sæsons U18 DM-liga, hvor der var mere fokus på det fysiske,” siger hun.

Brøndby møder i næste uge OB i Odense, mens AaB hjemme i Aalborg tager i mod Næsby.

LØRDAGENS KAMPE I U18 DM

  • Fortuna Hjørring-Skovbakken 0-1
  • Brøndby-AaB 3-1
  • IF Lyseng-Vildbjerg 1-2

Tegn et frivilligt abonnement på FODBOLD FOR PIGER. Hvem skal ellers skrive om dansk pige- og kvindefodbold???

Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle
Foto: Steen Trolle