Line Geltzer Johansen hjem fra Australien: Det har været et forrygende fodboldår

0
1674
Line Geltzer Johansen i aktion for sin nye klub Team Viborg i 3F Ligaen.
Line Geltzer Johansen i aktion for sin nye klub Team Viborg i 3F Ligaen.
Line Geltzer Johansen i aktion for sin nye klub Team Viborg i 3F Ligaen.

Den tidligere AaB- og Fortuna Hjørring-målmand Line Geltzer Johansen er tilbage i Danmark efter 14 måneder i Australien, hvor hun kombinerede afslutningen af sin kandidatuddannelse med ophold i flere fodboldklubber fra de bedste australske rækker. Hun har lavet en aftale med Team Viborgs 3F-hold for resten af efteråret og fik en forrygende start på sit nye danske ophold, da det lykkedes Team Viborg at vinde 1-0 i Lines første kamp hjemme mod Skovbakken den 12. oktober.

FODBOLD FOR PIGER bragte i foråret en beretning fra Line Geltzer Johansen, da hun var skiftet til University of Queensland i Brisbane, der spiller med i Womens Premier League i Queensland. Nu følger vi historien op med et interview med Line, som pr. mail har besvaret en række spørgsmål om opholdet i Australien og hendes nye fodboldliv i Danmark:

Hvordan gik dit fodboldophold i Australien?

”Det har været et rigtig spændende og succesfuldt fodboldår for mig. Jeg startede med at spille for Box Hill United i Melbourne i de tre sidste måneder af Women’s Premier League i staten Victoria. Vi endte på 2. pladsen og kvalificerede os til finale-runderne hvor vi desværre røg ud inden grand final. 

Derefter blev jeg udtaget som førstemålmand til Premier League All Stars holdet, hvor vi spillede to opvisningskamp; en på Tasmanien og en mod det bedste kvindelige hold i Melbourne nemlig Melbourne Victory som spiller i den landsdækkende turnering for kvinder, W-League. Sidstenævnte kamp endte (en smule overraskende) 1-1 og jeg blev kåret som kampens spiller og modtog derfor John Hurley æresmedaljen. 

Fra oktober til december var jeg så en del af Melbourne Victory’s træningstrup og trænede med dem 3-4 gange om ugen. Det var ikke muligt at få kontrakt og blive en del af kamptruppen fordi der er regler om, at de kun må skrive kontrakt med tre internationale spillere og det havde de allerede gjort da jeg meldte min ankomst. 

Line Geltzer Johansen under en træning i University og Queensland.
Line Geltzer Johansen under en træning i University og Queensland.

Derefter blev jeg kontaktet af en træner i Brisbane som havde fundet frem til mig via det sociale netværk LinkedIn og han tilbød mig at komme til Brisbane og spille for University of Queensland FC i Women’s Premier League i staten Queensland, altså samme bedste stats-liga som den Box Hill spillede i. Jeg var så til prøvetræning i januar, flyttede til byen i februar og spillede hele sæsonen fra marts til september. Vi var nyoprykkere i ligaen og endte overraskende på tredjepladsen hvilket også gav kvalifikation til finale-runderne men heller ikke her lykkedes det at nå hele vejen til grand final.

Derudover nåede vi til semi-finalerne i pokalturneringen Elaine Watson Cup hvilket også var stort for klubben. Personligt var der stor opmærksomhed omkring min tilstedeværelse som international spiller i ligaen i Queensland. Jeg var gæst i et podcast program der blev lavet hver uge, blev interviewet i forbindelse med et highlight show og blev andenvalg til målmandsposten da podcastværterne gav deres bud på sæsonens All Stars hold. Derudover fik jeg i sidste uge tildelt en klubpris som spillernes valg af Årets Spiller i UQFC”.

”At spille fodbold var ikke det eneste jeg lavede de 14 måneder jeg boede i Australien. Da jeg boede i Melbourne var jeg i praktik i forbindelse med min kandidatuddannelse på Aalborg Universitet og imens jeg boede i Brisbane skrev jeg mit kandidatspeciale og færdiggjorde desuden uddannelsen via Skype imens finalerunderne stod på.

Det har været et utrolig spændende og udfordrende år for mig i Australien. Fodboldmæssigt føler jeg at jeg har udviklet mig på rigtig mange måder. Herhjemme i Danmark er der nok mange som har hørt mit navn fra årene i AaB, B52, Fortuna eller tiden med ungdomslandshold – men i Australien var jeg en “nobody” og vidste at jeg fra starten var nødt til at bevise mit værd, hvilket var udfordrende for en beskeden nordjyde som mig. For mig har det altid været naturligt at vise igennem min indsats til træning og kamp, hvad det er jeg er for en slags spiller og hvor meget jeg brænder for fodbold og samme tilgang tog jeg med til det australske og ja, de kunne jo så lide hvad de så. En af mine motivationer for at spille fodbold er at gøre en forskel og at bruge den viden og erfaring jeg har til at gøre spillerne omkring med bedre. Den anerkendelse og de priser jeg har modtaget i Australien betyder rigtig meget for mig og for mig er de et bevis på, at jeg men min person på og udenfor banen har gjort en forskel i australsk kvindefodbold”.

Line Johansen blev valgt som målmand for et All Stars-team, da hun spillede for Box Hill United.
Line Johansen blev valgt som målmand for et All Stars-team, da hun spillede for Box Hill United.

Hvorfor kommer du hjem til Danmark nu?

”Der er flere grunde til at jeg er vendt hjem til Danmark. For det første færdiggjorde jeg min kandidatuddannelse fra Aalborg Universitet imens jeg var i Australien og stod derfor i en situation, hvor jeg skulle finde ud af om jeg ville blive permanent og søge arbejde. For det andet, så sluttede den australske premier league sæson i september for først at starte op igen til marts og jeg kom desværre ikke i betragtning til en af de få pladser i den landsdækkende W-League fra september til december. Og så skal det heller ikke være nogen hemmelighed at jeg efter 14 måneder savnede min familie og mine venner herhjemme – man kommer jo ikke sådan lige hjem til fødselsdag og andre lejligheder når man bor 20.000 km væk… 

Men med mig hjem tager jeg en jo utrolig masse minder og erfaringer. Som fodboldspiller har jeg udviklet mig meget bl.a. igennem andre måder at træne på, andre rutiner, andre spillestile, andre klubkulturer, andet sprog at kommunikere på, ja faktisk en helt anden fodboldkultur end i Danmark. Jeg var i forvejen en rutineret spiller med meget erfaring, men ved at tilføje sådan en helt ny vinkel på den fodboldviden jeg allerede besidder og at prøve andre træningsmetoder, så føler jeg at jeg har rykket mig ekstremt meget på de 14 måneder”. 

Du har lavet en aftale med Team Viborg året ud. Hvorfor ikke hele sæsonen – er det for at I kan se hinanden an eller..?

”Ja, grunden til at min aftale med Team Viborg i første omgang løber indtil nytår er, at vi skal se hinanden an og det gælder begge veje”.

Line Johansen skal den kommende sæson vogte målet for University of Queensland FC i Brisbane.
Line Johansen som All Star-spiller i Australien.

Hvordan var det at spille den første kamp i 3F Ligaen – har du nogen fornemmelse allerede af niveauet i Danmark kontra Australien?

”Det var virkelig en fed oplevelse at gøre comeback i 3F Ligaen og det gjorde det bestemt ikke mindre fedt, at vi i min debut slog Skovbakken 1-0 på hjemmebane! Inden kampen var jeg rigtig spændt på netop at se hvordan niveauet er herhjemme i forhold til Australien. Jeg har endnu ikke spillet så mange kampe for de lilla, men en forskel som er helt essentiel er, at holdene i australsk Premier League og W-League er meget mere jævnbyrdige end det er tilfældet i 3F Ligaen, hvor man vist godt kan sige, at Fortuna og Brøndby har haft patent på guld- og sølvmedaljerne i mange år. Min umiddelbare vurdering er, at den landsdækkende turnering W-League niveaumæssigt matcher Fortuna og Brøndby hvorimod niveauet i Premier League matcher midten/bunden af 3F Ligaen”. 

Team Viborg har haft en svær start i 3F Ligaen – hvordan ser du holdets potentiale?

”Der er ingen tvivl om, at vores store udfordring i Team Viborg er, at vi har et meget ungt hold som ikke rigtig har erfaring med at spille på højeste niveau. Men jeg synes at pigerne er virkelig dygtige teknisk og taktisk og at vores træner Nickolai er dygtig til at sætte os rigtigt op og fokusere på de styrker vi har. For hver kamp vi spiller suger pigerne erfaring til sig og derfor er jeg optimistisk omkring vores chancer for at sikre endnu en sæson i ligaen. Det er en fornøjelse for mig som en mere rutineret og erfaren kraft at spille sammen med sådan nogle unge talenter og også at kunne bidrage til at de rykker sig og at vi alle udvikler os som et hold. Og så skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at vi har mange talentfulde spillere på vores ungdomshold som vil have meget at byde ind med på seniorniveau i fremtiden, så jeg er bestemt ikke bekymret”.