Superstart på Algarve Cup: Danmark slår de japanske verdensmestre

0
1018
Sanne Troelsgaard åbnede scoringen allerede efter to minutter. Arkivfoto: Steen Trolle
Sanne Troelsgaard åbnede scoringen allerede efter to minutter. Arkivfoto: Steen Trolle
Sanne Troelsgaard åbnede scoringen allerede efter to minutter. Arkivfoto: Steen Trolle

Det danske kvindelandshold har fået en forrygende start på træningsturneringen Algarve Cup, som netop er gået i gang i Portugal.

Danmark åbnede onsdag eftermiddag mod de japanske verdensmestre og OL-sølvvindere, og danskerne leverede en solid overraskelse ved at vinde 2-1.

Sanne Troelsgaard bragte Danmark foran allerede efter to minutter. Et lille kvarter senere fik japanerne udlignet, men i anden halvleg gjorde Johanna Rasmussen det til 2-1 på et oplæg fra Sanne Troelsgaard.

“Det holdt lidt hårdt til sidst, hvor vi kom under pres, men det havde vi vel også forventet mod så godt et hold,” sagde en godt tilfreds landstræner Nils Nielsen til Kvindelandsholdets facebookside efter kampen.

“Pigerne levede op til det, vi havde talt om på forhånd. Vi ville gøre det svært for modstanderne ved at stå kompakt, og vi ville være effektive. Det sidste lykkedes så ikke helt, for vi havde faktisk en del chancer, vi ikke scorede på, men heldigvis scorede vi flere mål end modstanderne, og det er noget af det, vi har manglet – at vi får lidt credit for det hårde arbejde, der bliver lavet,” sagde Nils Nielsen.

Danmark møder i næste kamp Frankrig, som landstræner Nils Nielsen på forhånd har udråbt til turneringens stærkeste hold.

Læs også: Algarve Cup: Danmark vil levere varen mod verdens bedste